Usynlighedens angst

Hun prøvede at holde fast. Fast i, at stilheden ikke var en afvisning af hende. Men et nødvendigt valg for ham. For at han kunne holde fast i sig selv. Det var svært. For stilheden gav næring til den gamle følelse af ikke at være noget særligt. Ikke at være god nok. Ikke at blive set.

Mange års hårdt arbejde havde lært hende, at blive bedre venner med hendes sårbare side. At se sårbarheden som en styrke. Men når tristheden og de gamle følelser overmandede hende, følte hun sig afklædt, bange og usynlig.

 

Udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg | Skriv en kommentar

Tankestreger

Mellem mellemrummene er der stille

I stilheden søger de dystre tanker mod overfladen

Jeg mærker gamle mønstres tiltrækningskraft

Drages mod det noget, der kan overdøve det dystre

For en stund

Indser, at det faktisk er vigtigt, at jeg bliver i mellemrummenes mellemrum og bliver fortrolig med den dystre larmende stilhed

Udgivet i Mig og Freud | Skriv en kommentar

Mors dag

Det er lidt underligt det her… Du er her jo egentlig ikke. Alligevel føler jeg trang til at opsøge dig. Kigge på din sten, der under bøgen, som nu står og lyser med de friske syregrønne blade.

Mor. Det er sgu lidt mærkeligt. Nærmest akavet. Men ikke desto mindre vigtigt for mig, at du ved, at jeg ved, at du gjorde det bedste du kunne. At du var den bedste mor du kunne være. Og du var min eneste mor.

Og ja, vi har krydset klinger og såret hinanden, men jeg ved du elskede mig, som jeg elskede dig. Og jeg savner dig.

Kan du egenlig høre når jeg taler til dig. Taler med dig? Jeg tror det ikke. Men jeg kan jo ikke være helt sikker, så jeg fortsætter med at tale med dig over opvasken ind imellem. Der er en jeg gerne vil have du skal møde. Han er vigtig for mig. Og ja, jeg ved godt, at du vil sige, at du jo alligevel ikke har noget at skulle have sagt, når først jeg har truffet en beslutning. Du har ret, men jeg vil så gerne, at I møder hinanden. At du ser, at jeg er lykkelig og at jeg er elsket. Og elsker.

 

 

Udgivet i Ham, Mig og Freud | Tagget , | Skriv en kommentar

Det er ikke kærligheden, der er svær

Det er alt det udenom. Forventningerne blandt andet. Både egne og andres. Måden at vise og udleve den på.

Men ikke kærligheden. Enten så er den der, eller også så er den der ikke.

I grunden anser jeg mig selv for at være rimelig lige til. Nogle gange oplever jeg dog, at andre ikke har det på samme måde. Og min første reaktion i de tilfælde er ofte, at det må være noget med mig. At jeg gør noget forkert. At jeg er forkert.

Det er ikke kærligheden den er gal med. Det er ikke kærligheden i sig selv, der er svær. Det er måden vi vælger at udleve den på. Måden vi tolker den på. Det at vi tolker…

Jeg har kærlighed i mit liv. Jeg er – når det kommer til stykket – ikke i tvivl om, at jeg er elsket. Nogle gange har jeg bare brug for, at få det at vide lidt oftere. For at mærke det lidt oftere.

Det er ikke fordi, jeg ikke elsker mig selv. Eller ved at jeg er kærligheden værd. Det er noget andet, og jeg har endnu ikke fundet ud af hvad.

Det er kompliceret. På den ene side vil jeg have lov til at være mig, når jeg har brug for det. Og det er ofte. På den anden side, har jeg brug for den fysiske kærlighed. Nærheden.

Den følelse jeg får, når du holder om mig. Når du kigger på mig og får mig til at føle mig væsentlig. Når du får mig til at føle, at jeg gør en forskel.

Kærlighed. Egentlig er det en underlig størrelse. Skræmmende og dragende på en og samme tid. Skræmmende fordi, kærlighed kan være så stærk, at man mister lidt af sig selv, – og det ved jeg ikke, om jeg er parat til. Dragende fordi, jeg gennem kærlighed bliver større og mere rummelig.

Jeg har mine skygger og spøgelser. De er mine, som dine er dine. Jeg skal ikke reddes eller omvendes. Jeg skal være. Være med det, der er, når det er. Og når det ikke er. Og dét er nogle gange min største udfordring.

Udgivet i Mig og Freud | Tagget | Skriv en kommentar

Når overspringshandlingerne spænder ben

Det er ikke andres skyld, jeg ikke når mine mål. Det er helt og aldeles min egen. Det er ikke fordi, andre stiller krav om min deltagelse eller tilstedeværelse, det er min egen mangel på fokus og struktur. Det er det, at jeg går med alle overspringshandlingerne og alt det lystfyldte. Også selvom jeg ved, at jeg vil få det så meget bedre, når jeg når mit mål.

Jeg skal (op)finde en struktur der gør det muligt. Og finde på en gulerod, der er stor nok, til, at jeg vil tilsidesætte overspringshandlinger i en periode, for at nå mit mål. Sjovt nok, er jeg god til at hjælpe andre til at opstille mål, delmål og finde på passende belønninger. Men når det gælder mig selv, er det en anden sag, så skal jeg altid lige…

Det er som om, jeg er holdt op med at tage mig selv alvorligt. Som om, jeg pludselig ikke synes jeg er værd at lytte til. Dét skal jeg have gjort op med. Og så skal jeg have fundet den gulerod, der kan holde mit blik i sporet.

Udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg | Skriv en kommentar

Det usunde mønster

Næsten så længe jeg kan huske, har min vægt kørt op og ned. Ikke bare sådan plus minus et par kilo. Nærmere plus minus ti og nogle gange mere.

Det startede dengang for omkring 25 år siden, da jeg første gang blev skilt. I løbet af forholdsvis kort tid tabte jeg otte-ti kilo. Jeg undskyldte det med, at jeg var lidt stresset ovenpå skilsmissen. Senere blev undskyldningen, at jeg ikke spiste så meget, når drengene var hos deres far. Sandheden var, at jeg simpelthen glemte at spise. At jeg i en lang årrække ikke følte sult. Faktisk følte jeg slet ikke noget. Jeg kunne ikke mærke mig selv.

Først da jeg nogle år senere brækkede ryggen og måtte skrue aktivitetsniveauet ned til noget der nærmest var ikke eksisterende, tog jeg på. Ikke meget, men nok til at folk omkring mig holdt op med at kommentere min vægt.

Så fulgte nogle år, hvor min vægt blot svingede et par kilo. Næppe mere end, det kunne undskyldes med den kvindelige cyklus osv. Jeg følte stadig ikke den store sult, men jeg begyndte så småt at turde mærke mig selv.

Nogle år senere flyttede jeg. Flytningen medførte nye levevaner, for pludselig kunne jeg ikke lige rende ned i kiosken på hjørnet eller Netto lidt længere henne af gaden, når jeg manglede noget, men skulle køre lidt længere. Det var nogle hårde og stressfyldte år.

De nye levevaner satte sig som ekstra kilo på kroppen og langsomt men sikkert blev indholdet i garderoben et par numre større. Der fulgte nogle år med tilbagevendende kure af forskellig slags og det lykkedes som regel at tabe lidt, men det vendte altid tilbage efter et stykke tid.

Efter at have levet med elevatorvægt i ti år tog jeg tyren ved hornene og traf en beslutning om, at jeg aldrig mere ville gå på kur. Derimod ville jeg for altid ændre mine levevaner. Ind med en sundere kost og ind med mere motion og ikke mindst ind med mere mig. Det virkede. For en tid. Støt og roligt tabte jeg mig og blev stærkere og sundere, – både fysisk og mentalt.

Ligeindtil jeg af forskellige grunde faldt tilbage i det gamle mønster. Jeg tog på. Og jeg havde det skidt med det, for jeg havde jo lovet mig selv, at det ikke skulle gå sådan igen. Efter nogle år, vendte jeg tilbage til de gode sunde vaner, med regelmæssige måltider og mere motion i hverdagen. Og igen lovede jeg mig selv, at jeg ville holde fast. Ikke fordi, jeg er pænere når jeg er slank, men fordi jeg har det bedre, når min krop er sund og stærk.

Hvor er jeg så idag? Jeg er der, hvor jeg igen har sløset med både kost og motion. Og det kan mærkes. Ikke kun på tøjet, der er blevet for småt, men også – og især – på hvor sund og stærk jeg føler mig.

Og når jeg en dag som i dag, sidder og reflekterer og prøver at lade være med at slå på mig selv, ser jeg pludselig et mønster. Min vægt forandres når der ikke er overensstemmelse mellem den jeg er, det vil og det jeg gør. Nok glemmer jeg ikke længere at spise, men når jeg bliver usikker på mig selv og mit eget værd, trøstespiser jeg.

Løsningen er ikke endnu en kur, løsningen er at finde tilbage til mig selv.

Udgivet i Mig og Freud, Motion | Skriv en kommentar

Farvel skygger

Hun slog øjnene op. Det var stadig mørkt. Hendes hjerte bankede hurtigt og hårdt, hænderne var klamme og hun mærkede angsten snerre i halsen.

Hun blev liggende, forsøgte at få kontrol over vejrtrækningen og hjertets galop. Og langsomt kom brudstykker af drømmen, der havde vækket hende tilbage.

I kaoset mellem væltede møbler og sammenstyrtede vægge så hun dem. De forvredne menneskekroppe. Først da hun kom helt tæt på, kunne hun genkende dem.  Og hun så, at de ikke alle var helt døde…

Hun stod ikke op. Tog blot en slurk af vandet på natbordet og vendte sig om. Det varede længe inden hun faldt i søvn igen.

Udgivet i Mig og Freud | Skriv en kommentar

Perception

Langsomt løsnes knuden, bliver til kaos. Hun ser kalejdoskopets farverige mønstre skifte alt efter vinklen, hun betragter det fra.

Langsomt fortrænger lyset, det dystopiske tungsind. Der er stjerner på himlen.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Følelsesdissektion

Når savnet flyder over, bliver til alenehedens knuder i maven, løsner jeg knuden med ord. 

Ordene handler ikke om noget nogen kunne eller burde have gjort, men er min måde, at løsne kunderne, så jeg kan skille følelserne ad. 

Der er mange følelser i savnet. Langt de fleste handler om noget andet. De handler om mig. 

Om min fortid. Det jeg er skabt og rundet af. Og jeg bliver lidt klogere, hver gang jeg kigger på dem. 

Jeg er stærk. Men i mig bor også en lille usikker pige. I perioder fylder hun meget. Lige nu, er en af den slags perioder. 

Jeg prøver at fange hendes blik og hendes hånd. Og frem for alt prøver jeg at få hende til at forstå, at hun er noget værd. At hun er elsket. 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Savn…

Som en tyv stjal hun øjeblikke, hvor de var. Ikke ligegyldige øjeblikke, men øjeblikke og stunder, der gav håb og mod. Og tro. Tro på, at de på trods af asynkronitet og alverdens behov for systemer, kunne finde en vej, der var deres.
Der var øjeblikke og stunder, hvor hun mistede føling med troen, men håbet bar hun i hjertet. Også, eller især, når hun følte sig alene og forladt. 
Hun vidste at hun kunne klare sig selv. Omsorgen og fortroligheden kunne hun få hos vennerne, den fysiske nærhed kunne også fikses, men kærligheden mellem to voksne var noget særligt. 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar