Hvem skulle have troet, at så meget ville ændre sig…

Jeg skrev om dagen i dag for et par uger siden. Den dag for 6 år siden, da min mor døde. Det føles så langt væk, og dog så smertefuldt nært.

Kære mor

Det er lang tid siden vi har talt sammen. Mest fordi du er død, og det virker så fjollet at stå der på kirkegården og tale højt med sig selv, men også fordi, det aldrig rigtig var noget vi gjorde i. Det der med de lange dybe samtaler.

Jeg har tænkt meget på dig de seneste år. I og for sig er det vel ikke unaturligt. Det er ofte sådan, at man først erkender, hvormeget noget eller nogen betyder, når det eller de ikke er mere. Anyways, jeg har tænkt på dig. Tænkt på, hvor skelsættende din død var for mig. De sidste 6 år har jeg rykket mig, udviklet mig så meget, at jeg nogle gange ikke helt selv forstår, at der kun er gået 6 år.

Jeg ved ikke helt, om du ville være stolt af mig. På sin vis er det også ligegyldigt, for jeg er stolt. Af mig. Og af den jeg er blevet. Men det har været hårdt, og der har været mange fuck-ups undervejs. Men jeg har genfundet noget vigtigt. Glæden. Og jeg har besluttet, at ingen skal tage den fra mig igen.

Du ville sikkert ikke være stolt af, at jeg har investeret din arv i mig selv. Du ville sikkert kalde det tant og fjas, men det var aldrig bare tant og fjas. Det var og er en investering i mig og min lykke.

På mange måder har de sidste 6 år været en lang rejse. Der startede med at jeg med en udånding, din sidste udånding, blev voksen. Måske ikke på en måde, de der var omkring mig opfattede som voksen, men voksen på den der måde, hvor man bare ved, at man er det ældste slægtsled. Og det er jo så iøvrigt løgn, for bedstemor lever endnu, nu på 93. år. Hun glemmer ganske vist nogen gange, men hun klarer i store træk stadig sig selv.

Nå, men tilbage til den dag jeg blev voksen. Først blev jeg trist. Og vred over at du forlod os. Og så var det, at det gik op for mig, at der kun er et liv. Det her liv. Og at det er op til os selv at få det bedste ud af det. Så jeg rejste mig. Børstede støvet af, og prøvede en gang til. Lige som du har lært mig. Ikke at lade mig slå ud af modgang.

Problemet var, som altid, at jeg ikke rigtigt vidste hvor jeg skulle hen. Så jeg bruge noget tid på bare at gå i ring. Tog en bid af livet hist og pist, og det jeg ikke kunne lide smagte jeg ikke mere på. Og så en dag, gik det op for mig, at alle svarene boede indeni mig, at jeg bare skulle lære at være så stille, at jeg kunne høre dem. Mærke dem.

Det er vel 3 år siden efterhånden, og langsomt begyndte jeg at tage mig selv alvorligt. Sådan for alvor. Og så skete der noget. Og nu er jeg på en måde startet forfra. Med ny bolig og nyt arbejde. Ja, du hørte rigtigt. Arbejde. For det var som om, at min nyfundne glæde over at være i live gav mig helbredet tilbage. Som om at min indre styrke også gør mig fysisk stærkere.

Og for første gang i mit liv, tror jeg faktisk, at du ville være stolt af mig. Og ved du hvad mor, det sjove er, at jeg faktisk er ligeglad nu. For jeg er stolt af mig. Og nej, jeg kigger ikke forbi til kaffe, men jeg sender dig en tanke. Og smutter på ferie. For jeg trænger.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Hvem skulle have troet, at så meget ville ændre sig…

  1. Livsmod skriver:

    og jeg er stolt af dig. (ja, det er noget mærkeligt noget)

    og jeg synes også du var stærk for 6 år siden, bare en anden slags stærk (ja, det er også noget mærkeligt noget)

    <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>