Mod lyset

Hun bad til universet for styrke og klarhed og fred med sig selv. Og hun så verden med øjne så klare som brændende kul. Mærkede verden med et hjerte så skarpt som upoleret rosakvarts.

Den var grå og stenet, som morænebæltet for foden af de store bjerge hun var draget af. Det var en slags omvendt verden. I dalen var der frodigt og grønt. Mildt og blidt. Alligevel var det de kringlede snørklede stier mod tinderne hun søgte. Dér fandt hun fokus.

Hun var snuplet. Et øjebliks distraktion havde fjernet hendes opmærksomhed. Mens hun lå der, fortumlet og lidt skrammet, så hun op. Og der, så hun vejen.

Hun satte sig med benene krydsede og hovedet løftet. Og hun trak vejret. Ind igennem næsen og ud igennem næsen, mens hun spurgte sig selv: Hvad har jeg brug for. Og i løbet af den halve time hun sad, blev hjertet let og lyset viste sig i små varme glimt. Og hun fornemmede både lethed og tyngde. En groundig og en indre styrke, der gav vished for, at hun var på vej tilbage på sporet.

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner, Mig og Freud, yoga og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>