Du lukkede mig aldrig rigtig ind

Rækker ud efter glasset og kigger på den stille telefon

Lågen er lukket og sporene efter dig visket ud

som tandbørsten, der nu ligger i bunken af småt brændbart

Du smyger dig stadig i mine sprækker

Som skygger i mit sind

Og jeg fortryder intet. Jeg stod hvor jeg stod. Stod ved, hvem jeg er.

Stærk og modig. Med åbent hjerte. Og snørklet sind.

Du lukkede mig aldrig rigtigt ind…

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Dating, poesi og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>