Følsomme øjne

Ganske få ord og sætninger mejsler sig fast i min hjerne. Oftest er det ikke mine egne, når de er sagt, er de glemt. Min hjerne er mærkelig på den måde. Jeg husker bedst i billeder og stemninger. Måske fordi jeg husker med hjertet…

På samme måde har jeg det med bøger. Jeg husker dem sjældent for ordene, men mere for, hvordan de fik mig til at føle.

På det seneste er det ændret lidt. Jeg husker bedre handlingen i bøger og film. Men stadig er det stemningen, der fylder mest.

Sådan har jeg det også med mennesker. Jeg glemmer deres navn, men sjældent deres ansigter eller kropsholdning. På et øjeblik kan jeg afkode deres stemning. Eller fornemme om de er i balance.

I mange år var de mange indtryk forvirrende og de gjorde mig utryg. Så jeg prøvede alt, hvad jeg kunne at lukke af for den side.

Det gør jeg ikke længere. I stedet øver jeg mig i at filtrere. I blot at opfange det, der vedkommer mig, eller de der står mig nær.

Derfor gjorde det ekstra ondt at se min kærlighed og kæren for tynge ham ned. Jeg læste smerten i hans øjne, i hans ansigt længe før han sagde ordene. Og billedet af hans tunge skridt væk fra mig står lysende klart.

Og den smerte må jeg bære. Det er en del af min forbandelse.

Dette indlæg blev udgivet i Mit sande jeg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>