Erkendelse

Det er min ambition, mine ambitioner om at gøre det godt, der bremser mig. Det er ikke andres forventninger til mig, der får mig til at føle mig underlegen og utilstrækkelig. Det er mig selv. Det er mine forventninger til mig selv, der tager pusten fra mig. Mine egne høje forventninger om at præstere det perfekte.

Men det perfekte menneske er vel det menneske der erkender sin egen imperfektion… og gør sit bedste. Sit bedste i den givne situation. Og når jeg gør det, så mærker jeg jo rent faktisk at det virker. At der sker noget.

Han siger jeg er perfekt. Og det elsker jeg ham (også) for.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>