Stramme kæber

Gad vide om jeg nogen sinde lærer det. Bliver ven med trætheden og tristheden, der bor i mig.

Den, der dræbende tunge træthed, der trækker tårer og giver tynd hud og mørke rande under øjnene.

Gad vide om jeg nogen sinde får sluttet helt fred med rastløsheden og usikkerheden, som æder mig op, når jeg er træt.

Den, der følese af utilstrækkelighed, som opstår, når man vil det hele. Og ikke vil mærke sin egen grænse.

Gad vide om jeg nogensinde holde op med at søge. Om jeg nogensinde bliver i stand til at sætte ord på det jeg søger…

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>