Ynkeligheder

Om morgenen er der lys også fra indersiden, men det er som om, det ikke tør mig op. Den hårde klump i maven, der konstant minder mig om, at jeg er alene. At der ikke er nogen, der samler mig op. Stryger mig blidt over ansigtet og spørger, hvordan jeg har det. At der ikke er nogen, der sender omsorgsbeskeder og kærlige tanker.

Jovist er jeg stærk, selvstændig og uafhængig. Og ja, jeg kan klare mig selv. Holder af mig selv og mit eget selskab. For det meste.

Men netop når hverdagen viser tænder og stiller store krav, og mørket sænker sig, så mærkes aleneheden stærkt.

Distraktionerne står i kø ved siden af den åbne flaske med rødvin og bunken af ubesvarede mails og ord der skal skrives. Og det eneste jeg fokuserer på er pakken med kleenex der alt for hurtigt tømmes.

Og ja, jeg ved jeg kommer igennem dette. At lyset igen vil skinne ligesom tonerne igen vil være i dur, men lige nu. Lige nu er det tungt.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Ynkeligheder

  1. Puster lidt på det ømme punkt herfra. :-)

  2. Helle skriver:

    Og jeg aer dig. Jeg ved, hvor meget man kan savne sådan et a, når man har det sådan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>