Fødselsdagssnak med en Asperger

Og så spurgte du: “hvordan ser et glimt i øjet egentlig ud…?” Hvad skulle jeg svare dig? For hvordan pokker ser det ud. Det der med kropssprog og glimt i øjet eller ej, er det der gør det så pokkers svært for dig.

Og du reflekterede videre og spurgte: “har jeg nogensinde glimt i øjet?” og det kunne jeg faktisk ikke svare på. For jeg ser dig ikke objektivt og bilder mig ind, at jeg faktisk kan læse dig. Men om du har glimt i øjet, det ved jeg helt ærligt ikke.

Og så var det, at du sagde: “hvad med mig, har jeg et tydeligt kropssprog, som andre kan læse?” og jeg måtte erkende, at det har du nok ikke. Og det gjorde dig på en måde lidt glad, fordi du synes det ville være snyd, at andre kunne tolke en hel masse uden om det du siger, når nu du ikke kan se – eller høre, skulle jeg måske sige – andet end det folk helt konkret siger med ord.

Og så var det, at du sagde noget, som gjorde mig helt usigeligt glad. Du sagde: “jeg har opdaget, hvor heldig jeg er fordi, jeg har haft forældre, der vidste, hvad der var svært for mig, og som gerne ydede en ekstra indsats for, at jeg skulle forstå, alt det jeg ikke forstod og ikke kunne se. Ikke kan se…”

Min kære store dejlige søn, det gør mig glad helt ind i sjælen, at du er i stand til at sætte ord på.

Dette indlæg blev udgivet i Børn og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>