Om at bruge spejlet til at kigge på sig selv…

For et stykke tid siden skrev jeg en post med titlen ”Årsag og virkning”. Ikke som en undskyldning for mine handlinger, men for at beskrive min refleksion over det, der har gjort mig til den, jeg er. Jeg er ikke perfekt. Langt fra. Jo mere jeg kigger ind, jo mere jeg reflekterer, jo klogere bliver jeg på, hvem jeg er, og hvorfor mine mønstre er, som de er. Og med den viden kan jeg ændre kurs. Med den viden kan jeg finde mit sande selv. Og det er netop det, der er kernen. At vi som mennesker har fået evnen til at reflektere og træffe valg. Og de valg vi træffer, har konsekvenser. Ikke bare for os selv, men også for dem vi har ansvaret for. Og dét ansvar, skal vi tage på os. Det var det, mine forældre ikke gjorde.

Nu er det jo sådan, at menneskets lykke ikke afhænger af andre. Ikke kun i hvert til fald. For at være lykkelig bliver man nødt til at kunne holde sig selv ud. Og det kræver, at man har/får/tager rum og plads til at være sig selv. Til at finde sig selv.

Og netop det, er en af årsagerne til, at jeg skriver i dette elektroniske kladdehæfte. Det er et af mine rum.

Det betyder ikke, at jeg ikke træffer dårlige eller uhensigtsmæssige valg, men det betyder, at jeg hele tiden reflekterer over det, jeg gør og lærer af mine feljtrin og de konsekvenser, det har for mig og for dem, der står tæt på mig. Jeg regner med at andre voksne gør det samme. Det er måske en fejl…

I sidste uge lå der pludselig en kommentar til det indlæg jeg nævnte tidligere. En kommentar jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle besvare. For sandheden er, at jeg – som det uperfekte menneske jeg er – har gjort noget, jeg ikke er synderligt stolt af. Det er et emne jeg har kredset om før.

Kommentaren kan du læse her. Min første tanke var ikke at godkende den, men så satte jeg mig i afsenderens sted. Og det fik mig til at indse, at hun fortjener et svar.

Så ja Eva, jeg knaldede din mand. Jeg var ikke den første og sikkert heller ikke den sidste. Men historien har flere sider, og der er ikke bare en sandhed. Det ved du godt, for det har du selv fortalt i flere af de mails, du efterfølgende sendte til mig.

Sidste sommer havde jeg en affære. Den var kortvarig og intens. Og da jeg opdagede, at de præmisser jeg var gået ind i affæren på ikke holdt vand, trak jeg stikket.

Kort fortalt var det den klassiske historie om, at hans kone ikke forstod ham. At de levede sammen i et “ikke forhold” blot bundet sammen af et barn og økonomiske hensyn. Huset de bor i – for de er stadig sammen – er stort, og den historie han fortalte mig, og alle jeg tjekkede den hos, var, at de boede i hver sin ende af huset og, at han blot ventede på, at (finans)krisen drev over, så huset kunne sælges og de begge kunne slippe derfra med skindet på næsen.

Eva, din kommentar handler ikke om mig. Den handler om dig og om, hvordan du og din drengs far, sammen eller hver for sig, svigter jeres ansvar som forældre, ved ikke at give jeres søn en opvækst, der overflødiggør hans higen efter jeres kærlighed og accept. Ved ikke at gøre det tydeligt for ham, at hvad end der måtte være af uoverensstemmelser og konflikter mellem jer, så handler de aldrig om ham, men om jer. Og selv om din drengs far måske ikke evner at leve op til sin del af ansvaret, så fritager det ikke dig.

Jeg blev skilt fra mine børns far, var de ganske små. Og det var ikke let for nogen af os. Beslutningen var min, og jeg gjorde det fordi, jeg ikke kunne være den mor, jeg gerne ville være, hvis jeg skulle bo sammen med deres far. Han var og er en fantastisk far, men vi var ikke gode sammen.

Min beslutning har helt sikkert haft negative konsekvenser for mine sønner, men jeg er overbevist om, at de positive konsekvenser har været størst. At de faktisk har profiteret af at have to forældre, der hver for sig, var glade og lykkelige. For vi tog ansvaret for vores forældreskab alvorligt, og gjorde alt, hvad der stod og står, i vores magt, for at give dem de bedste opvækstvilkår. Vi har i alle årene bevaret et tæt bånd, været fælles om de store beslutninger og evnet at sætte vores børn først, så de aldrig var i tvivl om, at vi respekterede og måske endda holdt af hinanden og ikke mindst af dem. Og vi er lykkedes med det.  Dét, Eva, er den store udfordring, at kunne sætte sig selv til side uden at miste sig selv.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

13 kommentarer til Om at bruge spejlet til at kigge på sig selv…

  1. Helle Løvkvist skriver:

    Tak for de ord, Pia. Og for at du vælger at stå ved hele dig.
    Hatten af, for at du vælger at besvare en dybest set ulækker kommentar, på en saglig og reflekterende måde. Du sætter tanker igang. Tanker om, at når alt kommer til alt, kan og skal vi kun tage ansvar for egne handlinger og valg. Det er til gengæld også vores forbandede pligt, hvis vi vil være i verden på en måde der bidrager positivt.
    Namaste.

  2. Rikke skriver:

    Hold nu op hvor du slår hovedet lige på sømmet. Utroskab er nemlig et valg mellem voksne. Årsagerne kan være mange. Nogen er det konsekvent, andre af nød eller higen efter at mærke kærlighed eller begær, og nogen gør det i oprør, for spænding eller for at blive set. Uanset årsagen bør de partnere der er i forhold, se indad og overveje om det kan reddes. Kan man tilgive? Den partneren er utro med er principielt uinteressant. Det kunne være hvem som helst. Havde han ikke haft sex med dig, havde det sikkert været en anden (forstå mig ret). Det er årsag og hvordan partnerne tackler det der er interessant. *knuckles*

  3. Mads skriver:

    Hmmm ja, normalt svarer jeg ikke på blogs men synes faktisk det her er spændende læsning. Jeg er selv skilsmissebarn og havde en mor der synes hun skulle have en affære eller ihvertfald knalde en anden mand end ham der er min far. Jeg er ikke sikker på at jeg var super glad da jeg fandt ud af det, jeg har aldrig bebrejdet den anden mand, jeg har som sådan set heller aldrig bebrejdet mine forældre at de ikke kunne finde ud af det sammen. Jeg tror altid jeg følte at det bedste var at de blev skilt for jeg fik intet godt ud af forældre der ikke havde lyst til at være sammen. Hvem ved hvordan mit liv havde udviklet sig hvis jeg havde haft to forældre sammen hele mit liv, det kan jeg kun gisne om, men idag er jeg er godt tilfreds og glad menneske hvilket er det vigtigste. Jeg tror faktisk stadigvæk den rigtige beslutning var at mine forældre gik fra hinanden og jeg tror på at det var det bedste der kunne ske, man gør INTET godt for børnene ved at lade dem leve sammen med forældre der ikke elsker hinanden.

    Just sayin’ jeg kan ikke se at du har gjort noget galt Pia, det er forældrenes ansvar at gå fra hinanden hvis ikke de kan sammen og det er deres ansvar at give deres børn bedst mulige opvækst. Du skal sådan set søge din egen lykke hvor end du så måtte finde den 😉

    Kærligste hilsner

  4. Eva skriver:

    Tør du bringe min respons ucensureret og i sin helhed? Jeg tvivler.

    Jeg tror ikke, man bliver klogere af at stirre på sig selv i spejlet. Klogere bliver man kun i mødet med andre mennesker. Et godt eksempel er den onde stedmoder i eventyret om Tornerose. Hun ser, hvad hun vil se, og når virkeligheden eller tryllespejlet modsiger hende, bliver hun destruktiv og led.

    Men held og lykke med forsøget. Du vil sikkert kunne lide dit spejlbillede, menneskets evne til selvbedrag er stor, og de færreste magter at se sig selv, som de virkeligt er – uden lyserøde briller og et stort forbrug af alkohol til at fjerne det værste klarsyn.
    Jeg fik set langt mere af dig Pia, end jeg ønskede, da du valgte at sende optagelser af din onani med en sort grim dildo (med katten som tilskuer!) til min samlever.

    Jeg så endnu en grim side af dig, da du valgte min samlevers ven og fortrolige – troede han naivt – som din næste affære. Er det endnu en fejltagelse, du har lært af? Nå nej, vi skal have ondt af dig og din nu hjemløse kærlighed, når den ynkelige sandhed er, at du blev brugt, indtil affæren eller du blev for kedelig og krævende.

    Hvis jeg skal prøve at se tingene lidt fra din side, så forstår jeg udmærket, at man kan trænge til at blive bekræftet seksuelt efter mange år som stærkt overvægtig førtidspensionist med kagebagning og aftenskole-yoga som sine største interesser.
    Nå ja, der var også lige kommunalpolitikken, hvor du var valgt ind som konservativ, trods at du jo egentlig er radikal af overbevisning. Men der var vel ikke nok radikale stemmer i Albertslund, så du stillede op for de konservative.
    Det var ret udspekuleret. Til gengæld er det både naivt og dumt at tro på den gamle løgn om konen, der ikke forstår og det kærlighedsløse forhold. Hvis en mand vil flytte fra familien, er det ikke en uoverstigelig opgave. Så hvorfor gør han ikke det? Måske fordi han vil have både i pose og i sæk. Det blev så dig, der med glæde påtog dig rollen som sæk.

    Tillykke med din egen vellykkede skilsmisse. Prøv at reflektere over, hvordan du og din eksmand ville have haft det sammen efter et brud fremtvunget af utroskab?
    Ville I stadig have haft et godt forhold? Eller ville forholdet have været præget af mistro og sårede følelser? Hvordan ville det have påvirket samarbejdet om jeres børn?
    Ved utroskab er valget ikke den svigtede parts. Derimod kunne du vælge, om du ville fornøje dig med en gift/samlevende mand, og det gjorde du uden moralske skrupler, efter at have skrevet et indlæg om dine hensigter først: http://roserhartorne.dk/?p=744
    Men dit valg fik konsekvenser.

    De konsekvenser var ikke var så rare for dig. Du havde ikke kalkuleret med, at jeg senere ville sidde og se vantro på dine pinligt selvudleverende nøgenbilleder og onanivideoer og overveje, om jeg skulle sende dem til dine sønner eller bare lægge dem ud på nettet til offentlig beskuelse. (Og nej din næste affære havde ingen indflydelse på min beslutning, hvis han har bildt dig ind, at han var din heltemodige redningsmand – efter han havde foreslået, at jeg skulle gå i seng med ham som hævn over min samlever og fået nej?!!)

    Flosklen om, at glade fraskilte mødre har glade børn er noget, mennesker siger for at forsvare deres nederlag i kærlighed og parforhold, og dulme deres dårlige samvittighed over skilsmissen. Men skilsmissebørn klarer sig dårligere i skolen, blivere oftere misbrugere og/eller kriminelle, og har oftere psykiske problemer og problemer med at indgå i længerevarende parforhold som voksne. Begge forældre får en dårligere økonomi, et dårligere helbred og en kortere forventet levetid efter en skilsmisse.Er det det, jeg ville ønske for min søn? Nej!

    Men du ville gerne medvirke til at træffe valget for mig ved at have “en kortvarig, intens affære” med min søns far.
    Jeg kan ikke forstå, du synes, det kan forsvares. Det var en egoistisk og utiltalende ting, og det er det, du ville se, når du spejler dig, hvis du havde modet til det.

    Eva

  5. Eva skriver:

    “Tristhed over at have svigtet som mor, for det var jo det hun havde. Hans mange ekstra kilo og ligegyldighed med sig selv pegede tilbage på hende. Og hun skammende sig. Og det var den følelse, der var den værste.
    Og så tristheden over ikke bare at elske og rumme ham. Men hun kunne ikke. Og i stedet for at løbe sig til en løsning eller acceptere sin egen begrænsning, bed hun sig hudløs i kinderne og drak et ekstra glas vin. Og glædede sig over at deres ferie var slut i morgen…” Citeret herfra: http://roserhartorne.dk/?p=764

    Jeg ville også skamme mig og være trist, hvis jeg tænkte og skrev så grimt om et menneske, jeg selv havde haft ansvaret for i hans barndom.

    “De positive konsekvenser har været størst” skriver du i gårsdagens indlæg? Hvordan når du frem til dén konklusion?

    Eva

  6. T skriver:

    Eva, jeg kan ikke tage stilling til sagen – jeg kan og vil ikke vide hvem og hvordan eller hvorfor. Men jeg kan forholde mig til at du bliver ved med at angribe og forholde dig til Pia.

    Jeg forstå godt lysten, men det er vigtigt at du har en tanke med i det: Pia har ikke løsningen på dine problemer – og hun kan ikke ændre på fortiden.

    Kort og godt: Hvad er det du vil have Pia gør?

    Løsningen på din situation, skal skabes af dig og faderen til dit barn. Pia er ikke en del af det regnskab og den løsning. Det er dig, som har ansvaret for at vælge den rigtige løsning og udfører den.

    Det er naturligt at ønske Pia løser dine problemer – du synes hun har skabt dem, derfor skal hun fikse dem. Men hun kan ikke løse dem – om hun så gerne ville.

    Jeg kan forstå hvis du synes Pia skal mærke noget af din smerte – at hun skal have mindst lige så ondt som dig. Det er ret naturligt. Men det er fortiden, på et tidspunkt hvor du burde se fremad. Og jeg er ret sikker på Pia allerede har dømt sig selv og angret, meget mere end du nogensiden vil kunne få hende til.

    Jeg ønsker dig og dine alt held og lykke.

  7. Olli Jokinen skriver:

    Det er sådan, at når et menneske er utro, så har den forsmåede part et privilegium – nemlig at betragte ‘den anden kvinde’ som et afskyeligt menneske, der tog noget fra hende. Og det er den forsmåedes fulde ret. Når du indlader dig på noget med en gift mand, bør du gøre op med dig selv, om du kan klare et andet menneskes uforfalskede og ekstreme had til dig, hvis I bliver opdaget. Du ligger – uanset om du er den utro eller affæren – fuldstændigt som du har redt. Den forsmåede part har al ret i verden til at betragte dig som afskum. Ikke at du behøver at være det, men du bliver betragtet som det. Jeg dømmer dig ikke, men det kan jeg garantere dig for, at mandens kone gør. Og du ved, hvilke ord hun vil sætte på dig. Så du kan kigge dig så meget i spejlet, du vil, men du ville gøre og sige det samme, hvis situationen var omvendt. Så vil du undgå situationer som denne, så hold dig fra gifte mænd.

  8. Olli Jokinen skriver:

    … men sagens egentlige skurk er dog stadig ham den svage mand.

  9. Jesper Vingborg Andersen skriver:

    “Et godt eksempel er den onde stedmoder i eventyret om Tornerose. Hun ser, hvad hun vil se, og når virkeligheden eller tryllespejlet modsiger hende, bliver hun destruktiv og led.”

    Eva, er det dig selv, du beskriver her? For når man læser, hvad du skriver efterfølgende (og alt det, du har skrevet andre steder), er det så rammende, at det nærmest er uhyggeligt.

    Du har brugt langt over et år på at sprede en lind strøm af galde, slet skjulte trusler og rygter, der er blevet stadigt mere absurde og virkelighedsfjerne. Du svinger dig op på den moralske hest, samtidig med at du opfører dig som en små-psykopatisk skolegårdsbølle.

    Hvorfor?

    Du ved dette: Din søns far har løjet dig op i dit åbne ansigt ved talrige lejligheder, han har løbet fra sine løfter og svigtet jer begge igen og igen og igen. Jeg ved, at du ved det, for du fortalte mig det selv, dengang vi stadig førte noget, der mindede om en ordentlig samtale. Nej, Eva, man er ikke en “fortrolig”, når det, man bliver indviet i, er løgne. Han fortalte mig de samme løgne og mange andre. Også om dig. Vi to begyndte jo netop at tale sammen, fordi jeg indså, at der var noget, der ikke stemte.

    Du ved alt dette om din søns far, og du har vidst det i årevis, længe før du – og han – overhovedet kendte til eksistensen af vores fælles “veninde”. Hvorfor tror du så, i bare det korteste øjeblik, at han nogensinde gjorde andet overfor hende?

    For lige omtrent et år siden gav jeg din søns far følgende opsang: “Nu tager du dig kraftedme sammen, og begynder at opføre dig som en MAND!”. Jeg ved ikke, om han fulgte dette råd, eller om han overhovedet forstod det, for efter disse ord har jeg intet hørt fra ham. I lyset af alt, hvad der er sket siden, tvivler jeg dog. Som du ved, så er han bare ikke typen.

    Eva, det er op til dig selv. Der er ikke andre. Kyl det sædpiblende fjols af en mandsling ud af dit og din søns liv. Han vil aldrig gøre dig lykkelig. Skil dig af med det store, rådne lokum af et hus, I bor i, koste hvad det vil, og skab dig et liv, som du selv kan holde sammen på. Gør noget, hvad som helst, der bringer dig UD af dette helvede, i stedet for at rode rundt i en fortid, som du både hader og ønsker tilbage.

    Det bliver næppe det liv, som du ønskede for dig selv og din søn, men det, I lever nu, er langt værre, og det vil få langt grimmere konsekvenser. Og ikke kun for dig.

    Når det kommer til stykket, så var vores fælles veninde i værste fald en tilfældig forbipasserende. Hun var langt fra den første, og hun bliver næppe den sidste. Hendes største fejl var, at hun hoppede på den samme limpind som du selv engang gjorde. Intet mindre, men heller ikke en tøddel mere.

    Oprigtigst
    Jesper (@vingband)

  10. Jesper Vingborg Andersen skriver:

    Olli, jeg er sådan set enig med dig hele vejen igennem, men det er ikke et “privilegium”. Vi tåler den forsmåede kvindes raseri, fordi det er en uafrystelig del af det menneskelige vilkår. Vi tåler det, men kun til en vis grænse. Medea brød grænsen.

  11. Eva skriver:

    Til T.

    Hvad vil jeg have Pia gør?

    Angre er et godt bud. Ikke bare være ked af at være blevet taget med fingrene i kagedåsen og heller ikke ærgre sig over, at ens pinligheder er faldet i hænderne på modparten. Men oprigtig anger, ikke spin, bortforklaringer og halvkvædede viser om, at være blevet blevet krænket, og derfor krænke andre, fordi man ikke kan mærke sine grænser.

    Lad mig s t a v e det ud: Man knalder ikke mænd, der er i et forhold. Hvis man gør, har det konsekvenser. Og iøvrigt bruger man kondom, hvis det er.
    Det burde man vide, når man er i klimakteriealderen.

    En simpel og ærligt ment undskyldning have betydet meget for mig – som respekt for, at hun har skabt alvorlige problemer for min familie, herunder vores lille søn.

    Havde Pia i det mindste ageret på bagrund af en stormende forelskelse. Men det var blot seksuel grænseafprøvning og bekræftelse af eget ego. Man bryder ikke skødesløst ind i en anden kvindes forhold, medmindre man er en mobber, og mobbere fortjener at stå til regnskab, når de sårer og generer andre, synes jeg.

    Jamen var forholdet ikke ødelagt allerede? Tja, det finder jeg aldrig rigtigt ud af, for pludselig var vi tre + en kønssygdom i forholdet, og så bliver billedet meget mudret.

    Til Olli

    Fint at høre, at andre end mig finder det legitimt at blive hadefuld over for den person, der prøver at ødelægge ens parforhold. Jeg var blevet tilsvarende vred, hvis nogen havde prøvet at tage min søn fra mig. Er jeg så en latterlig, besiddende monogam furie. Ja, åbenbart.
    Jeg synes, at et samliv (hvad enten man har været forbi kirken eller rådhuset eller ej) er et alvorligt ment og forpligtende forhold, hvor hvert medlem af familien holder hinandens lykke i deres hænder.
    Faste parforhold og manglende accept af utroskab er sådan en slags rettesnor for de tungnemme, så de ikke tankeløst “kommer til” at ødelægge andres lykke.
    Bryder man bevidst ind i et forhold, bliver man hadet af den, man går bag ryggen på.
    Jamen hvad så med manden? Ja, han er lige så skyldig. Men det er en anden historie, som falder udenfor trådens emne, synes jeg.
    Men en supplerende oplysning: Da utroskaben udspillede sig, var jeg meget syg af psoriasisgigt, og kunne rent fysisk ikke skride eller smide manden ud. Jeg kunne helt konkret ikke gå meget længere end fra min seng til sofaen pga. smerter og stive led. Så jeg sad pænt fast i suppedasen…

    Til Jesper

    Da du har nydt godt af Pias ynder i flere måneder, opfatter jeg dig som stærkt forudindtaget i sagen. Men tak for dine råd, som helt sikkert er velmente…

  12. A skriver:

    Altså, hvor er manden ansvar henne i det her? Det kan da overhovedet ikke holdes udenfor. Hvis manden er i et forhold, så er det da HAM, der skal lade være med at knalde andre? Det er da hans tissemand, så er det da mindst lige så meget ham, der skal bruge kondom?

    Men det hele er en rigtig, rigtig trist historie, men I må simpelthen se at komme videre. Væk fra alt det had, som ingen har godt af at leve i og med. Pas godt på hinanden.

  13. Livsmod skriver:

    Alting har en tid,
    for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
    En tid til at fødes, en tid til at dø.
    En tid til at plante, en tid til at rydde.
    En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
    En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
    En tid til at græde, en tid til at le.
    En tid til at holde klage, en tid til at danse.
    En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
    En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
    En tid til at opsøge, en tid til at miste.
    En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
    En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
    En tid til at tie, en tid til at tale.
    En tid til at elske, en tid til at hade.
    En tid til krig, en tid til fred.
    Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
    Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra!

Skriv et svar til Jesper Vingborg Andersen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>