Partiløs

Det er efterhånden lang tid siden, jeg fornemmede de første tegn på, at vi var vokset fra hinanden. Eller forbi hinanden. At vores udvikling ikke længere fulgte det samme spor. Det var en sær indsigt, for vi har fulgtes ad i tykt og tyndt, siden jeg var ganske ung.

Første gang vi mødtes var engang i begyndelsen af 80’erne. Det var en hård tid, men også en sjov tid. Gennem de sidste mere end 30 år har vi været tætte. I nogle perioder mere tætte end andre, men du var der altid. Også i de perioder, hvor jeg – af den ene eller anden grund – havde brug for at trække mig lidt. Jeg blev voksen sammen med dig. Ja, du var måske nok voksen længe før mig, men du var en af de “voksne”, der aldrig var rigtig kedelig. Du udfordrede mig ofte og har på den måde en stor andel i, at jeg er, den jeg er.

Du var den direkte årsag til, at jeg mødte ham, jeg fik børn med. Du har givet mig livslange venskaber, og du har været grobund for et helt uundværligt netværk. Det har været en fantastisk rejse, men de seneste år har været svære. Også for dig. Og det gjorde det endnu sværere for mig at sige farvel, for man efterlader jo ikke en der ligger ned og bløder. Men der er tid for alting, og selvom du stadig bløder, må jeg sige farvel, vi har ikke mere at give hinanden. Og det ville ikke være godt for nogen af os at fortsætte.

Og fordi du er den du er; en bevægelse, en organisation, et parti, så kunne jeg ikke sige farvel til dig, sådan ansigt til ansigt, men måtte gøre det pr. mail. Det var en sær mail at skrive, men jeg gjorde det, og jeg sendte den, og det føles helt rigtigt.

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>