Jeg bærer dig i hjertet

Der stod vi så og kiggede på dig. Du var kold og helt stille, men dit ansigt var fredfyldt. Vi græd, da vi skruede skruerne i og bar dig fra kapellet ind i kirken. Og så kørte vi hjem til dit tomme hus og drak kaffe, mens vi bladrede i dine dagbøger, som er fyldt med skønne minder og betragtninger om stort og småt, og bragte smilet frem mere end en gang.

Orglet brusede og præsten sagde fine ord. Tårerne fik frit løb igen. Det er vel sådan det er med den slags ritualer. At de er der for at løsne og lindre… Netop som kirkens dør gik op, og vi bar dig ud, brød solen frem. Det var så smukt og nærmest magisk. Og vi bar dig forsigtigt mellem os hele vejen rundt langs kirkemuren til graven, hvor vi langsomt sænkede dig ned og sagde farvel for aller sidste gang.

Min stemme knækker altid, når jeg synger “Altid frejdig”, men i går kunne jeg slet ikke. Min stemme knækkede helt og tårerne strømmede som brede floder ned over mine kolde kinder.

En epoke er slut. Forbindelsen til mine rødder,  og den landsdel jeg altid har holdt så meget af, er væk.

Farvel Bedste <3

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>