Vinterblå

Det værker i min krop og alligevel er det som om, jeg ikke kan mærke den. Det er som om, jeg ikke kan høre, hvad det er, den prøver at fortælle mig.

De mørke skygger under mine øjne er lidt mere fremtrædende end de plejer at være. Og mine øjne klør. Hele tiden.

Når jeg taler kommer der nogle gange de særeste ord og sætninger ud af min mund. Det er som om ordene hopper og danser og finder nye pladser, som ikke altid giver mening.

Måske har jeg lidt rigeligt at se til i øjeblikket. Og så alligevel ikke. Jeg har jo masser af fritid. Det er bare som om, den smuldrer væk, og ikke rigtig giver den genopladning jeg har brug for.

Jeg længes efter lyset. Jeg kan mærke, det er lige om hjørnet og dog så langt væk…

Dette indlæg blev udgivet i Stress. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>