Velkendte uvelkomne følelser…

Nogle gange blev hun lille. Helt lille. Sådan nærmest usynligt lille. Og usikker. Ikke mindst usikker. Og når de to gammelkendte følelser kiggede forbi, følte hun sig helt alene i verden. Ensom midt i menneskemylderet. Overset. Uden betydning.

Hun vidste godt, at det ikke var sådan det var. At det bare var tanker i hendes hoved. Men følelsen af at være ubetydelig og overset sad så dybt, at hun ikke kunne nå ind og få dem gravet helt ud.

Det havde været en god uge. Masser af gode samtaler og kærlighed. Både fra ham, hun synes var noget helt særligt, men også fra andre af vennerne omkring hende. Derfor kom det bag på hende, da følelserne overmandede hende, der i solskinnet på vej hjem søndag eftermiddag.

Måske handlede det om, at hun ikke synes hun havde præsteret det hun kunne og skulle i løbet af ugen. Måske handlede det om den jobmæssige usikkerhed, der ventede lige om hjørnet.

Uanset, så var den der og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere det…

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>