Flinkeskole og signalforvirring

Det er noget med at starte med sig selv. Noget med at intet forandres, hvis ikke man tager afsæt i sig selv. Nogle gange så synes jeg bare, at jeg har kørt så meget rundt i mig selv, at det er svært at finde hoved og hale. Betyder det, at jeg kører i rundkreds?

Men afsættet kan jo tages på mange måder. Der er det mere indad-vendte arbejde, noget med at møde verden med et andet udgangspunkt. Positiv psykologi. Noget med at sørge for overensstemmelse mellem det man siger og det man gør. Walk the talk. Noget om de signaler man sender. Det er vel derfor at det er de færreste, der møder op til begravelse i rødt eller lysende gult tøj.

For en af de ting vi gør med vores påklædning er jo netop at sende signaler. Det er jo derfor vi (jeg?) bruger så meget tid på at klæ’ os til lejligheden. Og på at finde ud af, hvad netop lejligheden er. Hvad er det, der er rammen. Hvordan vil jeg fylde den. Hvordan vil jeg opfattes. Hvad er det jeg vil sige. Bliver det jeg vil sige overskygget af det jeg har på? Eller opfattes jeg som useriøs, hvis ikke mit tøj passer ind i det billede, min omverden har af en person i min position?

Og hvorfor er det i det hele taget så vigtigt for mig, hvordan omverdenen opfatter og ser mig…

Er det min indre Pippi, der tager over, når jeg køber en gul frakke og metal-skinnende støvler? eller er det bare mig, der er nået så langt i min søgen efter mig, at jeg har fundet mig? og hvordan skete det lige, at jeg der i årevis har haft brun/grønne dæmpede nuancer som yndlingsfarver pludselig må ha’ gult. Gule sko, gul frakke, gule øreringe og gule kopper for ikke at tale om det gule armbånd jeg lige har købt…

Og hvordan kan det være, at jeg hjemme kan formulere det jeg vil og ikke vil, men så snart jeg sidder i situationen, hvor jeg skal slå i bordet og sige til og ikke mindst fra, så bare bliver søde, flinke Ida, der er taler så pænt, at ingen tager mine ord seriøst. Hvordan kan det være, at jeg lader mig køre med på deres ideer, når jeg i maven kan mærke, at de tager fejl. Når jeg kan mærke, at jeg ikke er enig. Hvordan kan det være at jeg, gang på gang ender i sekretærrollen, selvom jeg sætter mig for bordenden.

Dette indlæg blev udgivet i Arbejde, Mig og Freud og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>