Den dag jeg trak vejret…

Jeg ved ikke helt, om jeg stod i bunden af hullet og kiggede op uden helt at kunne se lyset, eller om jeg stod på kanten af verden og kiggede ned i intetheden. Uanset så var det som om, jeg draget af mørket og intetheden.

Det var nogle hårde og smertefulde år. Jeg kom igennem, genfandt lyset, duftene og farverne i verden, men jeg var forandret.

Jeg havde fået et blik ind i intetheden. Der er intet. Intet andet end en grå, tung, tåget dyne, der suger alt lys, duft og farve ud af alt.

For et par uger siden så jeg en film, der for en stund, åbnede døren på klem til en tilværelse i intetheden. Det var barskt. Og filmen, de følelser og tanker den vækkede, fulgte mig i dagevis.

Filmen, vækkede ikke blot ubehagelige minder. Faktisk var det filmens slutscene, der har fået mig til at tænke mest. Filmen sluttede med et åndedrag, en form for livgivende suk. Og det var netop det, at fokusere på at trække vejret og mærke min krop, ikke som jeg troede den var, men som den var (blevet), der blev min vej tilbage fra intetheden.

 

Dette indlæg blev udgivet i Håb, Mig og Freud, Tabu, yoga og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>