Øjet

Hendes tanker drev stille som skyerne på den lyse sommerhimmel. Kredsede lidt. Og sprang. Uden nogen retning. Uden mål. De var der bare. Ikke nødvendigvis kaotiske, men absolut ikke strukturerede.

Som bunker af skrammel i baghaven på en lollandsk landejendom. De fleste var ubrugelige, men ind i mellem dukkede der fine, små tanker op. Ikke de store livsændrende erkendelser, men de små tanker var som manglende brikker i det store puslespil, de kaldte livet.

Ind i mellem samlede hun en brik op, andre gange lod hun dem ligge. Ikke fordi de var uvæsentlige – langt fra, men fordi hun ikke kunne rumme og forholde sig til alle de tanker brikkerne satte igang.

Som fx brikken med øjet. Det grå-blå smilende øje. Når hun kiggede på det, føltes det som om, det kunne læse hendes sjæl. Se hendes inderste længsler, hendes største frygt og alle hendes spøgelser.

Det var ikke fordi det var en hemmelighed, at hun havde spøgelser, iboende frygt eller dybe længsler. Det var mere det, at hun langt fra selv var færdig med at udforske sit indre landskab.

Spøgelserne havde det med at dukke op i hobetal, når hun lod tankerne falde på dem. Det var ikke altid ubehageligt eller uvelkomment, bare ikke altid lige praktisk.

Hun havde god tid, som hun gik der i skrammelbunken og kiggede efter små brikker. Til at starte med havde brikkerne været svære at finde, men langsomt, mens  dagene flød ud i et og igen blev kortere, dukkede de op. Og en for en kunne hun samle de små tanker til erkendelser og indsigter, der flyttede hende nye steder hen.

Og det var sådan en dag, det pludselig slog hende, at øjet var hendes eget.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>