Udvikling – indvikling

For et år siden krøb jeg sammen om mig selv. Kiggede ind, og fandt, efter nogle dage – måske var det i virkeligheden uger – at jeg var okay. At det var rigtig og fint, at jeg havde givet dig mit hjerte, også selvom du ikke helt kunne overskue det.

I månederne der fulgte, blev jeg mere og mere sikker på, at mit hjerte og jeg havde set rigtigt, at fornemmelsen i maven, var rigtig. Så jeg slap dig ikke helt. Og langsomt nærmede vi os hinanden igen.

Vi er stadig du og jeg, men vi er også os. Et os, der giver styrke og gør større.

Dette indlæg blev udgivet i Ham, Mig og Freud, Mit sande jeg og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>