Den evige skygge

De er synlige for tiden. Skyggerne i mig. Sådan er det ofte, når jeg har sat det lange ben foran og vender blikket indad. Alligevel er det som om, jeg ikke rigtig kan skelne dem fra hinanden. Som om er de siamesiske trillinger, firlinger eller syvlinger.

Når jeg står i dit lys, ser jeg dem mere klart. Når jeg står i dit lys, kan jeg adskille og favne dem. Og når jeg favner dem, forsvinder de.

Bortset fra skyggen af den lille forsømte pige. Det er som om, jeg ikke kan nå hende. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver at favne hende. Rumme hende. Se hende. Så forsvinder hun ikke.

Nogle gange er hun blot en skygge af en skygge, andre gange står hun lysende og klar. Altid med et trist og lidt for alvorligt blik. Jeg kan mærke svigtet i hendes hjerte. Hendes sårbarhed er hendes styrke, men det er som om, hun ikke vil tro det. Ikke kan tro det. Ikke kan tro på, at hun er helt perfekt som hun står der.

Og det fylder mine øjne med tårer.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>