Intet kommer af sig selv

I grunden er det jo en gave, at jeg kan arbejde, læse og ikke mindst leve det liv jeg virkelig drømmer om. Og så måske ikke. For det har krævet hårdt arbejde at nå frem til de indsigter, der har gjort det muligt. Jeg har måtte ændre på handle- og reaktionsmønstre, og jeg troede de nye mønstre var blevet vaner. At jeg rent faktisk var blevet bedre til at mærke efter og handle på det, jeg mærker.

I den seneste ugestid er jeg dog blevet mindet om, hvordan det var engang. Jeg træt, helt ubeskriveligt træt, mine led brænder af smerte og jeg kan ikke holde fokus ret længe af gangen.

Det pudsige er, at jeg reagerede fuldstændig som dengang. Stædigt forsøgte jeg at hive mig op ved hårrødderne, og fortsætte som om intet var hændt. Indtil i går, hvor jeg tudede mig i søvn i en blanding af afmagt og smerte.

Mit fragmenterede liv minder mig om, hvor vigtigt det er for mig, at have struktur på min tilværelse. For det er strukturen, der giver mig ro og tid til pauser. Ikke bare små break med kaffe på en solfyldt plet. Men den slags pauser, hvor man når at finde helt ind til sin kerne.

 

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner, Håb, Mig og Freud, Stress, yoga. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>