Forstadens triste beton nærer den evige melankoli
Byens puls nærer den evige rastløshed. Skovens træer giver den søgende sjæl ro

Jeg vil så gerne lukke kystens levende lys ind i hjertet

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg, poesi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>