Farvel skygger

Hun slog øjnene op. Det var stadig mørkt. Hendes hjerte bankede hurtigt og hårdt, hænderne var klamme og hun mærkede angsten snerre i halsen.

Hun blev liggende, forsøgte at få kontrol over vejrtrækningen og hjertets galop. Og langsomt kom brudstykker af drømmen, der havde vækket hende tilbage.

I kaoset mellem væltede møbler og sammenstyrtede vægge så hun dem. De forvredne menneskekroppe. Først da hun kom helt tæt på, kunne hun genkende dem.  Og hun så, at de ikke alle var helt døde…

Hun stod ikke op. Tog blot en slurk af vandet på natbordet og vendte sig om. Det varede længe inden hun faldt i søvn igen.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>