Det usunde mønster

Næsten så længe jeg kan huske, har min vægt kørt op og ned. Ikke bare sådan plus minus et par kilo. Nærmere plus minus ti og nogle gange mere.

Det startede dengang for omkring 25 år siden, da jeg første gang blev skilt. I løbet af forholdsvis kort tid tabte jeg otte-ti kilo. Jeg undskyldte det med, at jeg var lidt stresset ovenpå skilsmissen. Senere blev undskyldningen, at jeg ikke spiste så meget, når drengene var hos deres far. Sandheden var, at jeg simpelthen glemte at spise. At jeg i en lang årrække ikke følte sult. Faktisk følte jeg slet ikke noget. Jeg kunne ikke mærke mig selv.

Først da jeg nogle år senere brækkede ryggen og måtte skrue aktivitetsniveauet ned til noget der nærmest var ikke eksisterende, tog jeg på. Ikke meget, men nok til at folk omkring mig holdt op med at kommentere min vægt.

Så fulgte nogle år, hvor min vægt blot svingede et par kilo. Næppe mere end, det kunne undskyldes med den kvindelige cyklus osv. Jeg følte stadig ikke den store sult, men jeg begyndte så småt at turde mærke mig selv.

Nogle år senere flyttede jeg. Flytningen medførte nye levevaner, for pludselig kunne jeg ikke lige rende ned i kiosken på hjørnet eller Netto lidt længere henne af gaden, når jeg manglede noget, men skulle køre lidt længere. Det var nogle hårde og stressfyldte år.

De nye levevaner satte sig som ekstra kilo på kroppen og langsomt men sikkert blev indholdet i garderoben et par numre større. Der fulgte nogle år med tilbagevendende kure af forskellig slags og det lykkedes som regel at tabe lidt, men det vendte altid tilbage efter et stykke tid.

Efter at have levet med elevatorvægt i ti år tog jeg tyren ved hornene og traf en beslutning om, at jeg aldrig mere ville gå på kur. Derimod ville jeg for altid ændre mine levevaner. Ind med en sundere kost og ind med mere motion og ikke mindst ind med mere mig. Det virkede. For en tid. Støt og roligt tabte jeg mig og blev stærkere og sundere, – både fysisk og mentalt.

Ligeindtil jeg af forskellige grunde faldt tilbage i det gamle mønster. Jeg tog på. Og jeg havde det skidt med det, for jeg havde jo lovet mig selv, at det ikke skulle gå sådan igen. Efter nogle år, vendte jeg tilbage til de gode sunde vaner, med regelmæssige måltider og mere motion i hverdagen. Og igen lovede jeg mig selv, at jeg ville holde fast. Ikke fordi, jeg er pænere når jeg er slank, men fordi jeg har det bedre, når min krop er sund og stærk.

Hvor er jeg så idag? Jeg er der, hvor jeg igen har sløset med både kost og motion. Og det kan mærkes. Ikke kun på tøjet, der er blevet for småt, men også – og især – på hvor sund og stærk jeg føler mig.

Og når jeg en dag som i dag, sidder og reflekterer og prøver at lade være med at slå på mig selv, ser jeg pludselig et mønster. Min vægt forandres når der ikke er overensstemmelse mellem den jeg er, det vil og det jeg gør. Nok glemmer jeg ikke længere at spise, men når jeg bliver usikker på mig selv og mit eget værd, trøstespiser jeg.

Løsningen er ikke endnu en kur, løsningen er at finde tilbage til mig selv.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Motion. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>