Når overspringshandlingerne spænder ben

Det er ikke andres skyld, jeg ikke når mine mål. Det er helt og aldeles min egen. Det er ikke fordi, andre stiller krav om min deltagelse eller tilstedeværelse, det er min egen mangel på fokus og struktur. Det er det, at jeg går med alle overspringshandlingerne og alt det lystfyldte. Også selvom jeg ved, at jeg vil få det så meget bedre, når jeg når mit mål.

Jeg skal (op)finde en struktur der gør det muligt. Og finde på en gulerod, der er stor nok, til, at jeg vil tilsidesætte overspringshandlinger i en periode, for at nå mit mål. Sjovt nok, er jeg god til at hjælpe andre til at opstille mål, delmål og finde på passende belønninger. Men når det gælder mig selv, er det en anden sag, så skal jeg altid lige…

Det er som om, jeg er holdt op med at tage mig selv alvorligt. Som om, jeg pludselig ikke synes jeg er værd at lytte til. Dét skal jeg have gjort op med. Og så skal jeg have fundet den gulerod, der kan holde mit blik i sporet.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>