Mors dag

Det er lidt underligt det her… Du er her jo egentlig ikke. Alligevel føler jeg trang til at opsøge dig. Kigge på din sten, der under bøgen, som nu står og lyser med de friske syregrønne blade.

Mor. Det er sgu lidt mærkeligt. Nærmest akavet. Men ikke desto mindre vigtigt for mig, at du ved, at jeg ved, at du gjorde det bedste du kunne. At du var den bedste mor du kunne være. Og du var min eneste mor.

Og ja, vi har krydset klinger og såret hinanden, men jeg ved du elskede mig, som jeg elskede dig. Og jeg savner dig.

Kan du egenlig høre når jeg taler til dig. Taler med dig? Jeg tror det ikke. Men jeg kan jo ikke være helt sikker, så jeg fortsætter med at tale med dig over opvasken ind imellem. Der er en jeg gerne vil have du skal møde. Han er vigtig for mig. Og ja, jeg ved godt, at du vil sige, at du jo alligevel ikke har noget at skulle have sagt, når først jeg har truffet en beslutning. Du har ret, men jeg vil så gerne, at I møder hinanden. At du ser, at jeg er lykkelig og at jeg er elsket. Og elsker.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ham, Mig og Freud og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>