Black-outs.

Jeg har tænkt over det før. Om der mon er en årsag til, at jeg ofte ikke kan huske de der vigtige samtaler, som kommer helt ind omkring, hvor det gør ondt. Der hvor det er svært og der hvor jeg kan rykke mig og udvikle mig. De samtaler der, når jeg er i dem, gør mig noget så ked.
Nogle gange kan jeg huske tristheden når jeg vågner. Andre gange må andre minde mig om, hvad vi talte om. Selv kan jeg intet huske. Alt er væk.
Jovist hænder det, at jeg har drukket et glas vin eller fler’ inden, vi når til de der dybe og udviklende samtaler. Men jeg tænker også om jeg (u)bevidst fortrænger samtalerne og det de gør ved mig.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Tabu og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>