Det største…

Det er når alle lag bliver skrællet af. Når min aller aller inderste kerne bliver synlig. Blottet. Når jeg har givet mig helt og fuldt til ham. Så er det, jeg bliver bange for, at han opdager, at jeg ikke er noget særligt. At jeg blot er en lille ubetydelig plet i universet. Så er det tårerne kommer. Og tristheden. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg vil jo gerne, vise ham mit inderste jeg. Jeg tror på, han kan holde mit kaos ud. At han kan – og vil – rumme mig.
Han er den første. Den første, der nogen sinde har ramt mig dér. Den første, der har set mig for alvor. Jeg kan ikke gemme mig for ham. Han ser mig. Gennemskuer mig. Er i mig. Og jeg i ham. Under huden. Det er så stort. Så simpelt. Så enkelt. Så rigtigt. Og så anderledes end noget andet jeg nogen sinde har oplevet. Som poler der trækkes mod hinanden.
Det skræmmer mig. Det skræmmer mig, at alt det forsvar jeg har brugt så længe på at bygge op, så hurtigt falder. At jeg ønsker, at det falder.
Jeg har gemt mig bag en skal så tyk, at ingen, tidligere – bortset fra mine børn – har kunnet trænge igennem. Ingen (bilder jeg mig ind) har fået lov at se min kerne. Min grundusikkerhed. Min grundangst. Min skal har været min følgesvend i al den tid, jeg kan huske. Helt tilbage fra jeg var en lille pige. Den var mig. Troede jeg. For den er ikke mig. Den er blot en skal. En facade, som nu krakelerer. Eller er det mig.

Dette indlæg blev udgivet i Ham og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>