Vinterdage

Jeg har tændt lampen. Den der skal tænde mit indre lys i det tunge vintermørke. Så sidder jeg der, med avisen og kaffen og spiser mentale tudekiks og mørk chokolade, mens jeg bider mig selv i kinden og græmmes over de 2 kilo der blev til 5 og nu er blevet til 7. Jeg havde fuldstændig styr på det. På sukkerindtaget. På motionen. På mit smerteniveau. Nu sejler det hele i en konstant flod af tunge salte dråber, der laver striber på mine kinder og gør mine øjne røde.

Jeg kan ikke sætte ord på. Kan ikke sætte ord på den tristhed, som fylder mig. Ikke sætte ord på de følelser, der ligger bag de mange tårer, der i en stille strøm glider ned af mine kinder. Det gør ondt. Fysisk ondt. Og jeg kan ikke skille det ad. Det gør mig bange. Og usikker. Gik det for stærkt. Mistede jeg mig selv undervejs. Hvor er jeg. Hvor er hende den livsglade, strålende, passionerede, glødende, grinende, lattermilde, handlekraftige kvinde, der kiggede frem efter de mange timers refleksion og kiggen indad. Hvor blev hun af? Hvor gik hun hen, da hverdagen bankede på døren.

Dette indlæg blev udgivet i Ham, Hverdag, Mig og Freud, Stress og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>