Med maven (og hjertet)

”Du smiler og ser lettet ud” sagde han – coachen jeg besøgte igen i går. Og jeg var glad og lettet for noget er faldet på plads inden i. Jeg har sluppet min store søn, ladet ham flyve. Givet ham lov til at leve på hans præmisser og betingelser, – og det manglede vel egentlig bare. Men det har været svært. For jeg ville jo gerne hjælpe og støtte (og kontroller og ordne). Problemet var, at jeg i min iver efter at hjælpe skubbede ham længere og længere væk, fordi jeg netop ikke hjalp og støttede, men kontrollerede og ordnede. Da jeg fik blotlagt det mønster, så blev det muligt at ændre, og jeg har allerede mærket de første resultater.

”Det lyder som om, du har svært ved at sige nej” Lang snak og bevægen mig rundt om den varme grød. ”Jeg ved jo godt, hvornår det er jeg skal sige nej. Hvad det er jeg skal sige nej. Jeg får det bare ikke gjort, fordi jeg lader mig rive med af øjeblikket…” ”hvad kunne du forestille dig, kunne hjælpe dig til at sige nej” ”Jeg kunne jo udskyde afgørelserne. Sige at jeg har brug for lige at tænke over det, tjekke med min kalender, familie eller noget”… ”er det formuleringen af afslaget, der udfordrer dig?”…

Egentlig tror jeg mere, det er det, at holde fast i min mavefornemmelse – min intuition, der udfordrer mig. Det at holde fast i, at jeg faktisk er kompetent og i stand til at træffe kvalificerede og rigtige beslutninger.

Så opgaven denne gang handler om, at tænke med maven. At tænke over, hvordan jeg kan holde fast i mig selv og min intuitive fornemmelse for, hvilken vej jeg skal gå.

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Stress og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>