Grundusikkerhed

Der har altid været et eller andet jeg ikke var tilfreds med. Noget jeg ikke kunne lide. Ikke kunne komme overens med. Lårene. Læggene. Maven. Numsen. Armene. Fingrene. Brysterne har også været blandt kritikpunkterne. Mine øjne og min næse har også været på listen. Og håret. Der hverken krøllede eller havde den rigtige farve.

Få. Meget få fortalte mig at jeg var god nok. At jeg var noget. Eller nogen. Altid jagtede anerkendelsen, men fik den sjældent. Dengang.

I går fik jeg den dejligste gave. En hel bog fuld af anerkendelse. Jeg er set. Jeg bliver set. Og elsket. Ubetinget.

Alligevel mærker jeg den stikkende fornemmelse indeni… Jeg havde jo ellers styr på det. Havde fundet mig selv og mit værd. Det er som om, at selvværdet sidder i løbeskoene. Og kun forplanter sig til mig, når jeg bruger dem ofte nok.

Dette indlæg blev udgivet i Ham og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>