Belønningspædagogik.

1, 2, 3… 19 uger fremstår som langt ude i fremtiden. Og så alligevel ikke. Tiden har lært mig, at tiden ikke længere slentrer langsomt afsted. Næ, den sprinter. Og med tanke på, at jeg har givet mig selv den udfordring, at jeg skal løbe 10 km til sommer. Så må jeg hellere komme i gang. En løsrevet løbetur her og der er ikke nok, hvis jeg skal komme helskindet og løbende gennem alle 10 km. Der må træning til. Systematisk træning. Og fokus. Ikke bare på træningen, men også på det jeg spiser.

Væk er den flødeskumsfyldte kæmpefastelavnsboller fra i går. Borte er også den skinnende hvide farve på mine nye løbesko. Tilbage er den metaliske smag af intervaller på smattede skovstier og lidt ømhed i det højre knæ.

Bagefter ventede frisk kværnet dampende varm kaffe med mælk i den skæve gule kop, æbler, gulerødder, ananas, appelsiner, rødbeder, citron, blegselleri og ingefær i fine cocktailglas på høj fod og skyr med müsli, store saftspændte blåbær og sød og gylden honning i små portionsglas med rugbrød og spejlæg on the sunny side. Og en pandekage. En lille tynd en der var tilovers fra forleden. Man skal jo ikke smide mad ud, vel?

Ren nydelse. Næsten sund forkælelse efter hårdt og veludført arbejde. Det er godt for mig. Sundt og styrkende men… Jeg er bange for at det ikke er motivation nok. Jeg er bange for, at præmien ikke er stor nok.

Dette indlæg blev udgivet i Motion og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>