Med- eller modspiller

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg brændte mit lys i begge ender. Egentlig ved jeg ikke, om det var det jeg gjorde. Faktum er, at jeg væltede. Eller gjorde jeg. For egentlig bøjede jeg mig vel bare for min krops signaler, da de blev så tydelige, at de var umulige at overhøre. Da sygdommen blussede op. Da mine fingre, hofter og knæ brændte af smerte. Da min hjerne ikke længere kunne tænkte to sammenhængende tanker. Da navneordene blev væk. Det er sygdommens natur. Jeg ved ikke, hvorfor det kommer som en overraskelse, hver gang sygdommen viser tænder.

Jeg er ikke vild med kontroltabet. Jeg er ikke vild med at være sat ud af spillet. Jeg vil helst spille med. Faktisk vil jeg gerne styre spillet. Måske er det her læringen ligger. At jeg ikke skal styre, men bare spille med…

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag, Mig og Freud, Motion og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>