Efterbehandling

Ensomhed tror jeg er ordet. Lidt knugende. Og skræmmende. Det føles lidt som om jeg har mistet noget af mig selv. Det har jeg vel egentlig også. For i løbet af 18 års samliv, gror man vel lidt sammen. Et eksistentielt vilkår går op for mig. Angsten vender tilbage. Meningsløsheden. Usikkerheden.

Det var først da jeg havde gjort mig fri og forladt ham, det gik op for mig, hvor meget han betød for mig. Hvor meget han havde betydet for mig. Det er først nu, hvor ægteskabet definitivt er slut, at det går op for mig, hvor meget jeg savner ham. Hvor meget jeg savner fortroligheden. Det er først nu, det går op for mig, hvor godt vi kendte hinanden. Og hvor meget han løftede i hverdagen.

Jeg valgte selv. Og jeg kunne ikke vælge andet. For det vi havde, var ikke mere. Vores fødder gik hverken på samme vej eller i samme retning. Det er bare først nu, jeg rigtig mærker, hvor meget det betød, dengang de gjorde. Først nu jeg tillader mig selv, at anerkende og mærke sorgen over, at det ikke mere er.

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner, Tabu og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Efterbehandling

  1. Smukt. For når man kan mærke sorgen og se betydningen ved det andet menneske, man har haft så tæt på, så har du fået gode minder med dig videre. Jeg håber, du har muligheden for at fortælle ham det engang.
    Jeg håber, du giver sorgen tid.
    KNUS

    • Ida skriver:

      Der er ingen tvivl om, at jeg har gode minder med i rygsækken. Og jeg tror godt han ved det. Engang, om lang tid, vil jeg fortælle ham, hvor meget han har betydet for mig. Men først skal jeg lige gennem den her sorg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>