Vidunderlig weekend

For 3 år siden fik jeg en medaljon. Min søster havde købt den, fordi min mor endnu engang var indlagt. Det var 1,5 måned før hun døde. Jeg havde længe ønsket mig en medaljon, men kunne ikke se mig selv i eller med en af de klassiske gyldne ciselerede som min bedstemors. Min søster fandt en i sølv med et mere moderne udtryk, som oveni købet blev solgt til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Den fik jeg så i fødselsdagsgave af min søster og min mor. Min medaljon indeholder ikke billeder, men med kys og grin og spruttelyde fra min lille livsglade niece, som nu synes, hun er ved at være for stor til at fylde flere kys og grin og spruttelyde i mosters medaljon.

I dag fejrede vi hendes 6 års fødselsdag. Hun kan ikke rigtig huske sin mormor. Og det gør ingenting. Jeg synes også at mindet falmer. Ikke kun fordi tiden går, men også fordi, jeg faktisk har brugt rigtig meget tid og energi på at komme videre. Blive fri. Det lykkes mere nogle dage end andre. Gamle indgroede mønstre, som jeg falder tilbage i, når jeg på den ene eller anden måde er presset. Gamle indgroede usunde mønstre.

Jeg bruger medaljonen til at minde mig om, at der er en anden vej. En vej fyldt med kys, grin og sputtelyde. Og livsglæde. Den vej har jeg gået på hele weekenden. Og selvom jeg nu sidder træt og mæt, fyldt til randen og helt brugt op, så ville jeg ønske at alle dage kunne være så helt igennem vidunderlige.

Dette indlæg blev udgivet i Ham, Mig og Freud og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>