Arbejdsdiciplin…

Jeg har kontor hjemme og render så til møder i firmaet, hos vores samarbejdspartnere, underleverandører og hjemme hos mine kollegaer, hvis vi skal drøfte noget inden et møde i firmaet. Nogle gange holder vi telefonmøder eller tager en drøftelse af et eller andet mere eller mindre konkret over mailen. Sådan er der sikkert mange der arbejder. Mit hjemmekontor er et fint lille rum, som snart er færdig indrettet, og som man sagtens kan arbejde i. Jeg gør det bare ikke ret ofte. I stedet sidder jeg med den bærbare på skødet i sofaen eller med skuldrene oppe om ørerne ved spisebordet. Ofte i sidste øjeblik. Jeg har en ret cyklisk-mødekalender, så hvorfor er det, at jeg ikke bare skriver forberedelse ind i kalenderen på samme måde og med samme selvfølgelighed som jeg skriver møderne ind…

Jeg har lavet lange lister over hvordan jeg kunne og burde strukturere mit forberedelsesarbejde, men jeg får det ikke gjort. Egentlig minder det mig lidt, om dengang jeg læste og vi skulle læse til eksamen, det var først når jeg kunne ”lugte” eksamen eller projektaflevering lige rundt om hjørnet, at jeg for alvor satte gang i arbejdet. Læste som en gal, nærmest i døgndrift. Levede af kaffe og ostemadder. Og de (mange) cigaretter jeg røg dengang. Den måde at leve på, kan jeg ikke holde til mere. Jeg ved ikke om det er sygdommen eller alderen, der gør, at jeg ikke længere fungerer uden nattesøvn og helst ikke under 7,5 time. Jeg kan heller ikke længere leve af kaffe og ostemadder. Jeg bliver nødt til at have ”rigtig” mad. Hver dag. Flere gange om dagen.

Det arbejde jeg er uddannet til og har erfaring fra, er ret anderledes end det arbejde jeg har nu. Og det er ret svært at finde relevant efteruddannelse, som kan lære mig noget om hvilke arbejdsmetoder og –rutiner, der kan hjælpe mig. Det er vel derfor jeg nogle gange føler mig så inkompetent og forkert. På den anden side, så er der altså nogle mennesker, der mener, at netop jeg skulle have det her arbejde. Og ind i mellem har jeg da også min øjeblikke. Øjeblikke, hvor chefen og kollegaerne lytter og nikker anerkendende eller helt og holden går den vej, jeg peger på. Det sidste er sjældent, men det er da sket.

Nu sidder jeg så igen og springer over, laver noget andet end det jeg skulle og burde. Og det endda selvom jeg kan ”lugte” mødestart lige rundt om hjørnet. Og det er oveni købet et relevant og interessant møde. Et møde, hvor jeg faktisk har noget at bibringe. Hvorfor er det så, at jeg alligevel sidder og skriver ord om tanker. Tømmer hjernen? Netop nu, hvor jeg burde læse op på dagens dagsorden, tage noter og skrive oplæg…

Anyway. Der er intet der kan slå mig ud i dag, for jeg så anemoner i skoven på min formiddagsløbetur, som vel også var en overspringshandling, om end af en anden og mere tilladt karakter.

Dette indlæg blev udgivet i Arbejde, Hverdag, Motion og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>