Småskrammer og gamle ar

Det paradoksale er, at den mand, der er min far og har forsøgt at være været faderfigur det meste af min opvækst, stadig skuffer mig, når han melder afbud til min fødselsdag. Denne gang gjorde han det i det mindste i god tid (dog efter jeg havde ringet og tjekket om han havde fået og læst invitationen)…

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner, Mig og Freud og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Småskrammer og gamle ar

  1. Uden Relevans skriver:

    Man skal bare lade være med at forvente for meget af andre, så kan man blive så bitterligt skuffet.

    Kram herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>