I virkeligheden…

Under bruserens varme blødgørende stråler kunne hun lade tårerne trille. Store og salte. Hun stod der lidt længere end det egentlig var nødvendigt. For at han ikke skulle opdage, at hun igen havde grædt. Hun kunne ikke sige hvorfor. Ikke uden at tårerne igen løb over. Uden at vide hvorfor, skjulte hun frustrationen for ham. Lod ham ikke mærke, hvordan tvivlen martrede hendes sind. Troede hun. Gamle spøgelser viste sig ofte for hendes øjne, især om morgen, når hun vågnede alt for tidligt og ikke kunne falde i søvn igen. Venner og veninder begyndte at spørge, om hun var okay. Jo tak, det går fint. Sagde hun, og snørede panseret af sukker og fedt lidt tætter sammen om den værkende krop, der trængte til, at hun igen tog sig selv alvorligt.

Horder af ord og løsrevne sætninger flyver rundt i luften, som er tyk af alt det usagte. Af usikkerhed. Og tvivl. Kan man tie den væk?

Hvordan tager man hul på en samtale, der skulle have været taget for længst? Kan usagte ord mon blive for gamle. Harske som smør, der har stået for længe på køkkenbordet.

Dette indlæg blev udgivet i Ham, Mig og Freud og tagget . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til I virkeligheden…

  1. Uden Relevans skriver:

    Stakkels hende. jeg håber at hun finder modet til at tage den samtale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>