Sandhed eller konsekvens

Jeg mistede noget af mig selv, da jeg sagde farvel til min bedste ven. En naturlig konsekvens velsagtens. Men ikke en jeg havde forudset.

Må man egentlig føle sorg, når man selv har valgt at levne. Må man godt tvivle, selvom man selv har øst-op?

Jeg savner de ordløse samtaler der opstod efter så mange års samliv. Glæden ved det store fælles bagkatalog. Kærligheden til mine, som med årerne langsomt blev vores. Mine og dine. Tænker i mit stille sind at vi faktisk var ret gode til at være os. Mest dig og os. Og det var vel det, der endte med at slå os ihjel. At du og os var ved at udslette mig. Men det gør stadig ondt, at jeg for at få mig til at blomstre og gro, var nødt til at slå os ihjel. For med det drab, dræbte jeg også noget i mig.

Og det hul, ved jeg ikke helt hvordan jeg lapper…

Dette indlæg blev udgivet i Tabu og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>