Fornuft og smerte

Så lå hun der og trådte vande et ocean af blå og uforklarlig håbløshed. Hullet i hende voksede måned for måned.Et hul af ønsker og savn, der gennem årerne er blevet fyldt med fortrængt smerte. Store blå plamager satte aftryk i hendes sind. På hendes kind. Og holdt hende vågen alt for ofte.

Så mange år havde hun undertrykt drømmen, håbet og ønsket. Det store altopslugende ønske. Og nu var det for sent. Sagde han. Hun havde ellers delt drømmen med ham, en af deres allerførste dage sammen. Du skal nok få en baby sagde han. Bare ikke lige nu. Vi skal kende hinanden bedre. Og hun købte den. For det var jo et godt argument. Det var jo klogt at lade fornuften råde over instinktet.

Og nu hvor de kendte hinanden bedre skød han drømmen ned. I tusinde stykker. Og hun græd. Og prøvede at tage pænt afsked, men det var svært. For det var jo ikke hende selv der havde lukket luften ud af drømmen. Han havde skudt den ned. Rubriceret den som umulig. Og det var den måske også. Men hun var ikke nået derhen endnu.

Det ér klogt at lade fornuften råde. Men selvom det er klogt, gør det jo ikke mindre ondt, når fornuften og instinktet ikke er enige.

 

Dette indlæg blev udgivet i Drømme og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Fornuft og smerte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>