Lyssætning

Alt er ikke umuligt og besværligt. Meget er, men ikke alt. Sagde hun til sig selv og tog de andre briller på. Dem der også så solen og alle de smukke gyldne blade, der dansede på jorden. Det er et spørgsmål om at huske skønheden. Huske at se det lille i det store og det store i det nære. Eller noget i den stil.

It’s all about perception. Og hvis du vil have dine drømme til at blive virkelighed, må du lukke op. Og tro. Og se. Og lytte.

Så hun øvede sig. Øver sig. Igen og igen. For lige så snart hverdagens nullermænd og tandpastaklatter i håndvasken trænger sig på sammen med den evigt fulde vasketøjskurv, så ryger hun tilbage i det gamle spor. Det blå spor. Fyldt med smerte og afvisninger.

Og hun ved hun er bedre end det. Og hun ved, at hun selv skal tage skridtene. Og at jo flere gange hun træder væk fra det blå spor, jo længere tid holder hun sig oppe i solens energigivende rige.

Så hun sætter sig på måtten, som en lotus med hænderne på knæene med åbne opadvendte håndflader. Lukkede af for verden samtidig med at hun lukkede op. Lod det blå løbe ud mens det gyldne lys strømmede ind. Og er tilstede lige nu og her. Hører alt, ser alt, mærker alt, men holder fast i det gyldne lys mens hun langsomt trækker vejret helt ned i bunden af kroppen.

Breathe in. Breathe out. Langsomt og fokuseret. Mens det gyldne lys indhyller hendes blå sjæl.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdag og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>