Kærlighed rimer på smerte

Morgenlyset var blødt og orangerosa. Hunden sov stadig da hun slog øjnene op. Hun rakte ud efter ham, og kom så i tanke om, at han ikke lå der mere. At det var slut. Uden kamp. Uden løftede stemmer og næsten uden tårer. Og uden at han overhovedet havde forsøgt at vinde hende tilbage. Måske var det det, som gjorde mest ondt…

Hun stod op. Luftede hunden. Fodrede kattene. Og åbnede døren ud til haven for at få luft ind i stuen. Det hjalp ikke. Luften var stadig tyk og trykkende. Fuld at usagte ord og stjålne blikke.

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner, Ham og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>