Min højre arm for et kram

BANG!

Slaget lammede hende et kort øjeblik. Eller to. Hverdagens ensomhed slår hårdt. Magtesløsheden, hjælpeløsheden. Hvad der er værst er svært at sige.

Hullet er dybt og der er mørkt og koldt dernede. Hun kan se solen, men ikke rigtig mærke dens livgivende varme. Om natten kan hun se stjernerne lyse koldt og klart. Lydene i huset er anderledes. Rungende tomt som det er.

Jovist var beslutningen hendes. Den eneste rigtige, hvis hun skulle overleve med sig selv i behold. Alligevel føler hun sig svigtet. Og forladt. For det som skulle have været, blev jo ikke. Det hun havde drømt om, blev aldrig til andet end en drøm. Og så kom tvivlen. Krybende som den kryster, den er. Borede sig ind i hende. Og hagede sig krampagtigt fast. Forsøgte at fjerne resterne af de gode minder, der trods alt var. Minderne om besættelsen, passionen, de store følelser, der havde været.

Havde været. Gad vide hvornår det holdt op. Gad vide, hvor de egentlig forsvandt hen. Mon der er et sted for brugte følelser. Hun prøvede at genkalde den fornemmelse af tryghed og lykke, som havde været. Hvornår var det sidst hun havde fornemmet den… Det var længe siden. De sidste mange måneder havde ikke været lykkelige. Eller trygge.

Hun var gammel nok til at vide, at der ville komme en reaktion. Gammel nok til at have oplevet det før. Alligevel blev hun overrasket over slagets styrke. Overvældet. Væltet…

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Min højre arm for et kram

  1. Line skriver:

    Det er ikke sjovt at være dér hvor du er nu, men det er sådan det nok er, når man har delt ud og mistet igen.

    Jeg har ledige overskudskram og hvidvin og kaffe.

    knus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>