Ku’ du ikke lige…

Jeg kunne skrive så meget. Hovedet er fuldt af ord og fortællinger, der banker på for at blive lukket ud. Men inden jeg når til at få sat fingrene til tastaturet, er de væk igen. Alle de smukke sætninger og fortællinger. Erstattet af en grød af usorterede ord, der bare suser umotiveret rundt som kuglen i et tiltet pinnball spil. Det har sikkert noget med senommerens brud at gøre. Min tidligere kortisol-svitsede hjerne der sammen med de evigt tilstedeværende smerter og dumme led ikke tåler ret meget stress.

Egentlig har jeg en hverdag, hvor det burde være muligt at eliminere stress. Hvor det burde være muligt at planlægge og strukturere, så hjernen ikke smeltede og blev hullet som en god emmentaler. Sådan er det bare ikke.

For indeni står hende den perfekte superkvinde. Hende hvis hænder og hofter aldrig brænder af smerter. Hende hvis hjerne altid er skarp. Knivskarp. Hende der altid er slank og veltrænet. Glad og smilende og fuld af overskud. Og hun deler hug ud. Til højre og venstre, men mest til mig. Jeg synes hun er en strid kælling.

Når hun er bedst får hun mig til at yde mit bedste. Som er godt! Når hun er værst, – og det er hun i øjeblikket, får hun mig til at føle, at jeg intet er værd. At intet af det jeg kan og gør, er godt nok. At det alligevel ikke nytter noget. At det hele kan være ligemeget. Ikke mindst mig. At jeg er ligemeget. At jeg faktisk næsten kun gør tingene værre.

Så er det jeg – klog af (tidligere) skade – ligger mig på måtten og lader beroligende musik fylde rummet, som jeg virkerlig forsøger at være tilstede i mens jeg messer: “Alt er perfekt”. Samtidig med, at jeg forsøger at holde hende ude af mit “hemmelige rum”… Så står hun der og råber. Højt og insisterende men aldrig skingert, for hun er jo perfekt. “Gu’ er det og du da ej perfekt! Du har jo endnu engang glemt … og du var heller ikke godt nok forberedt forleden… og prøv lige at se på dig… Hvis du virkelig vil være den der er den, så skal du godt nok til at tage dig sammen”.

Det handler om prioritering. Om at lade nullermænd være nullermænd og lade det, der virkelig giver energi og betyder noget fylde. Jo tak, men det er sgu lettere sagt end gjort, når kortisolen drøner rundt i kroppen som en hamster i et hjul. Koncentration er væk, det samme er overskuddet og ikke mindst hukommelsen, så alle steder flyder det med halve og hele to-do-lister, som glemmes ligeså hurtigt de bliver skrevet…

Og det holder mig fast i den negative spiral. Så kære super-woman inden i, det er pænt af dig, at ville passe på mig, men din måde virker ikke rigtig, så kan du ikke lige ta’ en slapper, mens jeg napper et par dage i fosterstilling sammen med net-flix og æblefjernsynet.

Dette indlæg blev udgivet i Stress. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>