Vicky Christina Barcelona

Jeg kan ikke huske ordret, hvad det var han sagde. Om det i det hele taget var dét han sagde, eller om det mere var måden, han sagde det på. Men når jeg tænker tilbage og mærker efter helt dybt inde i mig selv, så ved jeg, at det var den dag, jeg gav op. Den dag jeg mistede troen på, at vi nogen sinde ville kunne finde hinanden igen. Der mens vi løb i tusmørket på den oplyste cykelsti. Det var min første tur over 5 km. Jeg var stolt, havde genfundet min indre flamme, gnisten, gejsten og livslysten. Vi talte om filmen vi lige havde set. Vicky Christina Barcelona. Han forstod den ikke. Og der, lige der i støvregnen på den oplyste cykelsti, gik det op for mig, at han heller ikke forstod mig. Da han sagde: ”men det er jo ikke sådan du er” lige der bristede håbet. Lige der, mistede jeg troen på os. Lige der, gav jeg op. For det var jo lige netop sådan jeg var. Lige netop sådan jeg er. Passioneret, temperamentsfuld, nysgerrig, humørsyg og undersøgende. Med store ord og armbevægelser. Og higende efter kærlighed, bekræftelse og tryghed. Flersidet. Facetteret.

Jeg skulle have sagt det. Jeg skulle have fortalt ham, at jeg ikke troede på os, som os. I stedet for at lade som om, at jeg stadig troede på os. I stedet for at lade ham tro, vi havde en chance. Gad vide om det var ham eller mig jeg løj mest for. Gad vide om det havde ændret noget…

Det var egentlig ikke fair, at der skulle gå mere end et år før jeg fortalte ham, at jeg ikke ville mere. At jeg ikke troede på projektet. At jeg ikke længere kunne se ham og jeg som en enhed. At vi ikke længere var os.

I dag er det ½ år siden vi fik papiret på, at vi ikke længere var os.

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

9 kommentarer til Vicky Christina Barcelona

  1. Word – Jeg kender det der øjeblik! Øjeblikket, hvor erkendelsen finder sted.Jeg kan huske lydene, lugten, svimmelheden og kvalmen, da jeg opdagede at vi ikke kun var os…

  2. Anna skriver:

    Gad vide om man kan ændre noget, hvis man siger det højt, netop som tanken opstår.

    Jeg har tit (på det sidste hvor jeg er blevet så forbandet klog på mig selv #osderharværetiterapi) spekuleret over om jeg ville være et andet sted, hvis jeg havde sagt det, i stedet for at bide tænder sammen og klø på. Jeg ved det ærlig talt ikke.

    Men tillykke med det halve år. Det er godt!

    • Ida skriver:

      tja… nogle gange så er vi vældig kloge bagefter. Måske i virkeligheden fordi det netop er bagefter. Bagefter eftertanken og refleksionen, bagefter svimmelheden og kvalmen…
      På den anden side så kunne vi måske undgå nedslidte tænder, hvis vi sagde noget, noget før…
      (jeg er ikke klogere (end)nu)

    • Ida skriver:

      aehm… øhhhh… det er faktisk et rigtig svært og meget relevant spørgsmål, som jeg rigtig gerne ville kunne svar ja til uden betænkning. Men det at jeg ikke kan det, giver vel næsten svaret i sig selv…
      Måske det er noget man skal øve sig på. At turde fortælle hvordan det er. Lige nu og her. Også når det ikke er fedt.

      • Det tror jeg du har ret i, så det er da klogt tænkt;-D

        Min egen erfaring er, at det første år er drøn hårdt. Man skal opfinde alting forfra igen. Når man har været gennem et år, så oplever genkendelse og tænker “Sidste år der havde jeg det SÅ dårligt, med det her, og så dårligt har jeg det trods alt ikke nu”, med andre ord; man kan sætte det i perspektiv.

        Jeg håber det måske kan bruges?

  3. Hanne skriver:

    måske gemmer klogskaben sig i, at vi har lært noget af løgnen og kvalmen? måske opdager vi det blot ikke… måske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>