Jeg søger, længes, leder efter


Indeni har jeg et hul. Det har altid været der. Og det vil altid være der. Der findes ikke længere en person, der kan fylde det. Hun er død. Men jeg kan omgive mig med mennesker, der hver især giver lidt, og dermed er med til at fylde i tomhedens hul. Så det jeg leder efter, er vel i bund og grund en der vil mig, som det jeg er. Den jeg er. Både når jeg er tom og når jeg er fyldt. Som ved, at det ikke handler om ham, som ikke prøver at fikse eller reparere mig, men bare holder om. Holder af.

Det var som om, at verden åbnede sig lidt mere, da den erkendelse fandt rod i mit hjerte.

Jeg er mig. Jeg møder verden i tillid og med kærlighed. Jeg mærker mig selv. Stoler på mig selv. Og jeg tør stille spørgsmål. Om mig. Om dig. Til dig. Jeg tør godt være besværlig…

Dette indlæg blev udgivet i Håb, Mig og Freud og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Jeg søger, længes, leder efter

  1. livsmod skriver:

    Jep! Man skal turde være besværlig!

    ps, jeg synes nu ikke du er det… 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>