Den lange historie…

Bloggen her er min ventil, min dagbog, min notesblok til her og nu skriblerier. Ind i mellem er det dog klogt at samle op. Kigge bagud og se, om man rent faktisk har fået ændret ved nogle af de mønstre der holder en fast i en uhensigtsmæssig situation.

For 5 år siden, skrev jeg det her indlæg et andet sted.

Hvor blev hun af hende superkvinden, der levede livet i overhalingsbanen, som var enlig mor, havde noget der mindede om fuldtidsarbejde, som klatrede i hver ledig weekend hun kunne finde, som var en engageret og aktiv leder i FDF, som bagte brød og boller om natten, mens hun lige malede køkkenet og planlagde et løb til FDF og altid havde tjek på alle fødselsdage såvel i familien som i den store omgangskreds. Hende der tog det med et (dog lidt anstrengt) smil, når den ene søn slog hul i hovedet på den anden 10 min. inden man skulle ud af døren, så hele formiddagen skulle bruges på skadestuen. Hende der, slugte alle slags bøger i rå mængder og midt i projektskrivning på den videregående uddannelse, lige nappede et vikarjob på et underbemandet fritidshjem og sagtens kunne have 10 personer til middag på en hverdagsaften uden at blive stresset. Tja, hun undervejs brækkede hun bogstavelig talt ryggen, men stoppede det hende, – nej i hvert til fald kun kortvarigt. Da bruddet var helet var kroppen dog ikke så stærk som før, og på trods af intensiv genoptræning måtte livet lægges om. Og selvom superkvinden rejste sig og fortsatte med fuld fart, så var der tale om en illusion, for hun var jo stresset og hun magtede jo ikke det hele, og så var det hun fik fibromyalgi og væltede.

I lang tid lå hun bare der, som en skildpadde på sit skjold, åben og sårbar, men ude af stand til at flytte sig og samtidig smertelig bevidst om, at noget måtte ske. Smerterne fyldte næsten det hele og styrede mit liv. Jeg, der altid har haft kontrol og taget ansvar, måtte pludselig finde mig i kroniske smerter og manglende kontrol. Så var det jeg, efter en ferie i Berlin, hvor jeg havde været meget plaget og styret af smerter, besluttede mig for at tage skeen i den anden hånd og tilbage erobre kontrollen…

Det blev startskuddet på en lang indre rejse, en rejse der på en gang var fantastisk og svær at holde ud, en forunderlig rejse, som jeg nu ikke ville have været foruden, men som jeg mange gange har ønsket mig hjem fra. Problemet var jo bare, at der ikke var noget hjem, huset var væltet og det nye viste sig vanskeligt at opføre. Undervejs mødte jeg sider af mig selv, som både var overraskende, skræmmende, chokerende og opløftende. Undervejs fandt jeg mit ”nye” jeg, jeg skriver nye i anførselstegn, for dybest set er jeg jo den samme som før (levende, tænkende, engageret og passioneret) men alt skulle jo redefineres og nyfortolkes.

Undervejs på min rejse holdt jeg op med at ryge, begyndte at motionere, tabte 15 kg, tog de 10 af dem på igen, arbejdede frivilligt i en patientforening, fik stress, begyndte at dekorere kager efter engelsk/amerikansk forbillede, fortsatte med at motionere, tabte 7 kg, oprettede denne blog, mistede min mor, begyndte at løbe, begyndte at holde kagedekorationskurser, tabte 7 kg mere, tog motorcykelkørekort og fortsatte med at løbe…

Min rejse er ikke færdig, jeg tror aldrig man stopper med at udvikle sig og opdage (opdyrke) nye sider af sig selv, men jeg har ikke travlt og jeg har fundet hvile i mig selv, har genvundet styringen og taget ansvaret for mit liv. Jeg har stadig smerter, også på dage, hvor det ikke var ”planlagt” men jeg er blevet bedre til at håndtere dem, til ikke at lade mig slå ud. Og jeg har fundet ud af, hvor vigtig motion er for mit velbefindende, uden mine løbe-, cykel- og gåture ville mine smerter alt for hurtigt få overtaget og DET ønsker jeg ikke sker igen, ligeså lidt som jeg har lyst til at tage de mange kilo på igen… og skulle det begynde at skride, så behøver jeg bare at kigge på det billede, som min daværende mand tog af mig i Berlin for præcis 3 år siden.

Det er som nævnt 5 år siden nu… og der er løbet meget vand i åen siden. Det er gået op og det er gået ned, men jeg holdt aldrig op med at arbejde på at flytte mig. Især i det sidste årstid har jeg rykket mig. Eller genfundet mig, skulle jeg måske nærmere sige. For tilbage er energien, de levende og lysende øjne og ikke mindst modet og troen på at fremtiden også er min.

Jeg (gen)opdagede for det for alvor efter en længere rejse, jeg var på i overgangen mellem vinter og forår. Den smerte jeg ind i mellem stadig oplever, er helt anderledes end før. Den er mere end følelse end en tilstand og derfor kan jeg arbejde med den og rumme den. Dét er det der er det nye.

I går sendte jeg en mail, der bliver livsændrende. En mail, der rokker ved mit fundament og der er ingen vej tilbage. Men jeg ved, at jeg kan svømme og måske kan jeg faktisk også flyve… Når bare jeg husker at lande ind i mellem. Og det gør jeg.

For nu ved jeg, helt ind i de inderste celler i min krop, hvad jeg kan, når jeg giver slip på kontrollen og overgiver mig til øjeblikket. Det er dét yoga kan. Tilbage er så stadig at svare på de der to helt simple spørgsmål; hvad er egentlig jeg kan og hvordan omsætter jeg det til en arbejdsmæssig virkelighed, der kan give mig smør på brødet.

Dette indlæg blev udgivet i Håb, Mig og Freud, Stress, yoga og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Den lange historie…

  1. adlaramse skriver:

    Skide godt indlæg, og ja, jeg genkender mange af de ting.

    Rigtig mange endda.

    Ud af dine fem år siden, så er jeg måske på 2 nu… Nogen gange skal man bare væltes omkuld før man lærer at stå på egne ben og om ikke andet, spørge om hjælp, når man er ved at miste balancen.

    Pisse velskrevet, tak:)

    • Ida skriver:

      Glad for hvis du kan bruge mine ord. Selv vender jeg jævnligt tilbage til det her indlæg, når jeg savner inspiration :-)

  2. Bettina Sandfær-Andersen skriver:

    Du fængsler mig. Sætter tanker i gang. Også selvom jeg selv er nået så langt i min udvikling, at jeg nu accepterer den, jeg er.. Tak for gode indlæg, men lige denne ramte mit hjerte <3

    • Ida skriver:

      At jeg acceptere den jeg er. Så fint sagt, for det er jo det det handler om. At acceptere den man er, med alle fejl og mangler og så gro derfra. Tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>