Af kaos kommer…

Hun tænkte. Måske var det i virkeligheden det der var galt, at hun tænkte for meget. Og dog. For hun følte jo også.

Det var det der med, ikke at lade sig overvælde af følelserne. Ikke lade sig styre af følelserne. Ikke lade dem løbe af med hende. Hun måtte tage kontrol.

Men når hun gjorde det, så myldrede tankerne… Afsted i løbeskoene eller på cyklen over rødder og sten. Eller balancerende på hovedet eller armene på måtten. Nødvendigt fokus og nærvær. Lige her og nu.

Yoga. Evnen til at standse sindets stadige bevægelser. Foreningen af krop og sind. Eller måske endda krop og sjæl.

Når hun studerede de gamle tekster, læste hun om ikke-vold og mådehold. Om ikke at lyve og ikke at stjæle. Og om ikke at kaste sig i grams. Om renlighed, tilfredshed, dedikation og om at vende blikket indad. Og om at tage ansvar for sine handlinger, men ikke nødvendigvis for udkommet…

Og mens hun sad på puden, med havet brusende i ørerne og scannede kroppen for ubalancer og mislyde, vandrede tankerne. Og hun kunne ikke finde ro.

Først da hun havde (fået) tæsket uroen ud af kroppen, fandt hun lidt ro. Og kun for en stund.

Alligevel var det som om, at jo oftere hun fik sat sig på puden, jo bedre gik det med at rette fokuset indad og være med det der var, uden at dømme sig selv eller andre.

 

Dette indlæg blev udgivet i Mig og Freud, Mit sande jeg, yoga og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>