Kig frem…

I mange år har jeg drømt om det. Ønsket det. Tænkt at det ikke stoppede med de to, jeg fik for mange år siden. Ønsket og drømt om flere.

Sådan blev det ikke. Jeg kunne godt skyde skylden på en anden, men det er ikke hele sandheden. Det var mig, der ikke var klar nok i spyttet. Mig der ikke meldte klart ud, hvor vigtigt det var for mig. Hvor meget jeg ønskede det. Og da han endelig selv var klar, så lykkedes det ikke. Måneder er lange når alle dage tælles. Dage er lange når timerne tælles. Hormoner svier når de sprøjtes ind. Kærligheden der skulle manifesteres bliver sat på prøve når alt skal tjekkes og kontrolleres. Et eller andet sted på vejen blev noget forandret… jeg mistede noget af mig.

Det var ikke mig. Ikke mig, der var biologisk defekt. Men, for de havde alle et men… alderen betyder jo noget.

Nogle gange når jeg vågner, mærker jeg et savn. En længsel. Et savn og en længsel der er svær at sætte ord på. Men jeg ved godt hvad den handler om. Nogle gange, er det mere end svært at give slip på drømmen.

Dette indlæg blev udgivet i Børn, Drømme og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>