Et pust fra fortiden

Hun havde tynde grønne strømper på i de blå bissel-sko. Og ternede bukser, i blå og grønne nuancer selvfølgelig, og en matchede cardigan. En nydelig dame, som mindede hende om hendes børns farmor… Det gav hende øjeblikkeligt kvalme. Ikke på grund af farmor, men det mindede hende om en tid, hvor hun slet slet ikke var blevet set og slet slet havde fået sagt fra på en ordentlig måde.

Det var første gang hun genkendte det som et mønster… Hun har glemt, hvad han hed, men husker at han var blikkenslager.

Dette indlæg blev udgivet i Bristede illusioner, Mit sande jeg og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>