Splittet

Det er det med berøringerne der er noget af det sværeste. Noget af det hun savner aller mest. Velsagtens også defor hun ikke kan forestille sig forhold pr. distance.

Ham med de glatte ben, der havde brændt et mærke i hendes hjerte, havde rørt hende allerede på den første date. I ansigtet. Som om han ville læse hvem hun var. Hun havde ladet ham, selvom det var meget intimt for hende.

Og han havde taget hendes hånd i sin. Og kigget hende dybt i øjnene. Som om han ville fortælle hende, at han var alt eller intet.

Og det endte med intet… Men selvfølgelig først efter, at de havde ladet hinanden se et glimt af alt-heden.

Pause kaldte han det. For hans job tvang ham ud i verden uden plads til nysgerrig tosomhed i lune sommeraftener og nætter.

Og hun tænkte at hun skulle give slip og hun følte at hun måtte vente også selvom, han havde taget mere om end fat.

Men så var der jo det med nærheden. Tætheden. Og hun kunne ikke rigtig nå ind til om det var ham eller det, hun savnede…

Dette indlæg blev udgivet i Håb, Ham og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>